2018
Startside



Videoer på YouTube

Portræt på DK4 med 3 patienthistorier

Kræft - de forbudte kure


Protektor for kræftforeningen Tidslerne Ghita Nørby
| Patienthistorier
Efter kræft skal jeg have et bedre liv …
Bettina Vinten

Det blev mit mantra for at komme igennem behandlingsforløbet.

Den 1. februar 2011 fik jeg den overraskende og meget skræmmende besked: ”Du har brystkræft”. Det kom helt bag på mig, da hverken jeg eller de læger, der havde undersøgt knuden, mente, at det var kræft.
Jeg var 39 år, gift og havde to børn på henholdsvis seks og ni år. Der var ikke nogen i min familie, der havde haft kræft i en tidlig alder, og jeg syntes, at jeg levede sundt. Det stod derfor ikke lige i ”kortene”, at jeg skulle få kræft.
Mit mantra blev mit anker. Det gav mig en tro på, at jeg selvfølgelig ville overleve, for ellers kunne jeg jo ikke skabe mig et bedre liv. Jeg fandt en indre styrke, som jeg ikke vidste, at jeg havde. Den kalder jeg ”min indre kriger”, og jeg er taknemmelig for, at jeg fandt den. Det var ”min indre kriger”, som kom til mig med sætningen: ”Efter kræft skal jeg have et bedre liv”.
Jeg fik fjernet brystet, fik seks gange kemo, og så var jeg ude på den anden side. Der hvor livet skulle være bedre end før.
Livet før kræft var der ikke noget i vejen med. Jeg havde en dejlig familie og var glad for mit job som sygeplejerske. Når jeg alligevel vidste, at jeg kunne skabe mig et bedre liv, var det fordi, det var gået op for mig, at jeg altid havde været mere opmærksom på andres behov end på mine egne. Jeg var endt i et ”hamsterhjul”, hvor den ene dag tog den anden, og jeg altid følte, at jeg var bagud med en masse arbejdsopgaver både hjemme og på arbejdet. Jeg skulle lære at finde ud af, hvad der gjorde mig glad, og hvad jeg ville her i livet.
Forløbet med kemoen gik egentligt godt, så jeg var sikker på, at livet hurtigt ville blive bedre. Det gjorde det bare ikke. Jeg havde mødt en pige i en samtalegruppe, som sagde, at hun havde svært ved at finde ud af, hvordan livet skulle leves, efter hun var færdig med sin behandling. Det lød mærkeligt, og jeg var sikker på, at det ikke ville ske for mig. Men det gjorde det.

Det gode liv efter kræft ...
Jeg startede på arbejde fem uger efter sidste kemo, men jeg kunne ikke se meningen med at passe syge mennesker. På en eller anden måde virkede deres problemer bare mindre end mine. Det var naturligvis ikke sandheden, men det var svært at tage mig af andre, når jeg ikke havde ressourcer til at tage mig af mig selv.
Jeg var blevet ramt af en enorm træthed, efter min kemo sluttede. Jeg kunne sove hele tiden og alligevel vågne og stadig være træt. Det virkede som en endeløs træthed. Jeg arbejdede i et helt år kun 16 timer om ugen. Jeg kunne simpelthen ikke mere. Efter fire timer på arbejdet var jeg så træt, at jeg faktisk ikke kunne se, hvordan det skulle lykkes mig at komme hjem på cyklen. Mine ben var tunge som blyklodser, og jeg kunne stå op og sove.
Min arbejdsplads kunne ikke blive ved med at have mig ansat, når der ikke var nogen fremgang i min arbejdstid. En socialrådgiver fortalte mig, at hvis jeg blev fyret og kom på sygedagpenge, ville jeg ende på kontanthjælp. Det var noget af et chok. Tænk at gå fra at være syg, blive behandlet og så ende på kontanthjælp i en alder af 40 år. Det gode liv lod virkelig vente på sig, og jeg følte, at mit liv var fyldt af udfordringer.
Jeg fik lavet en aftale med min arbejdsgiver om at gå op i tid, to timer om ugen.
Det var en hård tid, men ”min indre kriger” kom med et nyt mantra til mig: ”Jeg skal ikke på kontanthjælp”, og det hjalp mig til at finde ressourcer til at komme op i tid.


Nye udfordringer
Mine udfordringer var ikke slut. Da jeg var kommet op på 22 timer, kom jeg en dag hjem fra arbejde og fik det næste store chok. Min mand ville gå fra mig! Det kom helt uventet, så det var som at få hjertet flået ud af brystet. I min krop var det ligeså livstruende for mig som den dag, da jeg fik beskeden kræft. Der var den samme følelse af, at jeg stod på kanten mellem liv og død. Kroppen reagerede på samme måde som dengang. Der kom en dyb og ukontrolleret gråd helt nede fra maven.
Det var en meget svær tid. Det gode liv efter kræft kom længere og længere væk. Det var uendelig svært at se, at min eksmand havde et dejligt liv, og mine børn fortalte glade om, hvad de havde lavet sammen med deres far og hans nye kæreste. Det var som knive i mit hjerte. Jeg følte en stor uretfærdighed ved, at han havde det gode liv, og jeg var den, der havde været syg, og nu var ulykkelig og fortsat kæmpede med både træthed og forladthed.
Igen kom ”min indre kriger” med et mantra til mig: ”Jeg kan ikke dø af en skilsmisse”. Dette mantra hjalp mig igennem en meget svær og ulykkelig tid. Jeg vidste, at jeg ikke ville være den bitre, og at skilsmissen skulle gå mindst muligt ud over børnene. Jeg vidste også, at jeg havde overlevet kræften, så det var ikke skilsmissen, der skulle få mig ned med nakken.

Mit liv i dag
I dag er det over seks år siden, at jeg fik kræft og fem år, siden jeg blev skilt. Det gode liv er her endelig. Jeg har lært at passe på mig selv. Jeg har lært, at jeg er den vigtigste i mit liv, og hvis jeg ikke passer på mig selv, kan jeg heller ikke være en god mor, sygeplejerske, kæreste eller veninde. Jeg har i dag et fint forhold til min eksmand og et langt tættere forhold til mine børn, end jeg nogensinde har haft. Muligvis fordi jeg faktisk lever mere i nuet. Jeg prioriterer gerne at se en film med børnene i sofaen i stedet for at gøre rent eller rydde op. Jeg har også fået mig en kæreste, og jeg har lært, at det ikke er et succeskriterium for et forhold at være enig om alt. Vi kan godt være uenige om noget og alligevel elske hinanden. Sådan havde jeg det ikke tidligere. Problemerne blev hellere ”fejet ind under gulvtæppet”, for så kunne man ikke se, at de var der.
Jeg lever i dag et liv, hvor jeg dagligt mærker livsglæde. Det kan være ganske små ting, der gør mig glad. Solen, der skinner, farven på træerne, glæden ved at gå en tur med min kæreste eller hygge med børnene. Jeg har en stor taknemmelighed over mit liv og alt det skønne, som jeg er omgivet af.
Jeg var meget glad for at være på selvhjælpskursus med Tidslerne, og jeg har taget adskillige kurser i personlig udvikling. Alt dette har givet mig støtte samt en langt større viden om, hvem jeg selv er, og hvad mine behov og ønsker er.
Da jeg selv er kommet igennem mine udfordringer og har fundet livsglæden, vil jeg gerne hjælpe andre, som er i den samme situation, som jeg var i. Derfor har jeg startet konceptet ”Din Indre Vejleder”, hvor jeg ønsker at inspirere andre kræftramte til at finde deres vej til livsglæden igen. Jeg laver videoer på Facebook, hvor jeg deler mine tanker, ligesom jeg også deler forskellige øvelser.

Facebook:
”Et liv efter kræft
– din indre vejleder”







Til sidens top


SØG PÅ TIDSLERNE.DK
Søg blandt mere end 227 artikler


Deltag via Facebook

Læs tidligere blade