2017
Startside

Videoer på YouTube

Portræt på DK4 med 3 patienthistorier

Kræft - de forbudte kure


Protektor for kræftforeningen Tidslerne Ghita Nørby
| Patienthistorier
Hjernekræft
Anette Esmark Jacobsen

– TI MÅNEDER ER (FORELØBIG) BLEVET TIL SNART SEKS ÅR!

Anette Esmark Jacobsen
Gysse45@hotmail.com


Jeg håber, min historie kan give dig et kærligt skub i den rigtige retning. Man skal ikke altid stole blindt på, hvad der bliver sagt til en på et hospital.

I løbet af foråret og sommeren 2010 begyndte jeg at få nogle underlige anfald. Jeg var lige fyldt 50. Disse kom ofte, når jeg var stresset eller rørte mig for meget fysisk. Jeg fik ligesom en ”lykkerus” .... så ting, der blev smukkere og smukkere .... efterfulgt af kvalme, hovedpine og ubehag – hjertebanken.

Jeg havde på daværende tidspunkt fire jobs, så jeg slog det hen med, at jeg nok var stresset. En kiropraktor opfordrede mig til at få mit hoved scannet. Han mente, der kunne være tale om epileptiske anfald. Jeg var heldig, for via mit arbejde havde jeg en sundhedsforsikring. Jeg kontaktede dagen efter en neurolog og blev på hendes klinik scannet samme aften.

Her konstaterede neurologen, at jeg havde en tumor i min hjerne på cirka fem centimeter. Hun ville dog lægge ”hovedet på blokken”, altså sit eget hoved, at det ikke var kræft, men en godartet tumor!! Mine underlige anfald tog til, og jeg fik af denne læge oplyst, at hjernen udvider sig, når man laver noget fysisk. Det udløste disse anfald, og det var epilepsi.

Tumoren sad tæt ved mit følecenter i hjernen, og derfor fik jeg disse underlige anfald. Jeg blev indstillet til en operation, gennemgik denne på fire timer. Da jeg vågnede, stod kirurgen ved min seng – (der var faktisk otte af ham, da mine synsnerver var blevet beskadiget. Mit syn kom tilbage efter et besøg hos en healer. Følgende ord blev sagt: ”Nå, operationen gik godt, men du skal absolut ikke udsætte noget i dit liv. Den tumor, du har – et glioblastom IV – er en meget aggressiv form for hjernekræft, og du skal nok ikke regne med at leve mere end 10 måneder”. ”Jamen”, tænkte jeg, ”den tossede mand må da tage fejl!”. Men desværre nej.

… ”Så nu skal du gennem 30 strålebehandlinger i hjernen og kemoterapi i et halvt år”. Denne diagnose ender ifølge lægerne hundred procent sikkert med en dødelig udgang. Jeg lå der på 9. sal og tænkte: ”... alt det her gider jeg ikke gennemgå, hvis jeg alligevel kun skal være på denne jord ti måneder mere”. Jeg overvejede alvorligt at hoppe ud fra 9. sal, men kunne se på rudens størrelse, at jeg nok ikke kunne få min bagdel gennem den. Jeg nævnte for sygeplejersken, at jeg ikke gad gå igennem alt dette for at dø. Slut med mig. Så blev alle kanoner kørt frem: Psykolog – og også præsten blev tilkaldt. Præsten var rigtig god at tale med. Han spurgte, om jeg ikke kunne forestille mig, hvordan jeg kunne leve videre. Pludselig kom et billede til mig af zoologisk have .... Jeg forestillede mig, at en eller anden skubbede mig ned i bjørnegrotten, og der sad jeg så. De store bjørne nærmede sig, og hvad nu! Ok, jeg er normalt ikke lige typen der bare affinder mig med alt. Så jeg ville kæmpe for at komme op derfra, og det gjorde jeg ... jeg blev ikke spist. Wupti. Nu så jeg, at min kræft var en bjørn .... jeg skulle bare være foran konstant, være klogere og hurtigere, så ville den aldrig fange mig.

Og sådan ser jeg min diagnose i dag. Jeg har en bjørn, der lurer – men lad den dog glo! Den får mig ALDRIG!

Jeg tager skeen i egen hånd
Da jeg så havde besluttet mig for, at jeg ikke ville dø lige nu, SÅ skulle der kæmpes. Jeg valgte at tage på Humlegården (som desværre ikke findes mere). Der blev jeg mødt af en læge, der sagde til mig: ”Hvad i alverden har de tossede læger dog bildt dig ind ... vi har flere patienter her med samme diagnose, og flere har levet i mere end otte år! Ok, den var ny. Denne læge gav mig blod på tanden ... kunne de andre leve så længe, ja så kunne jeg fa.… også. Jeg fik mine strålebehandlinger, mens jeg var der, kom til hægterne med god mad og så videre, lærte hvordan mit ”nye liv” skulle se ud. Kostændring, søvn og livsstil. Jeg var der i 14 dage, og så måtte jeg videre ... min kasse var ved at være tom.

Så skulle jeg i kemoterapi. Jeg opsøgte læge Claus Hancke på Institut for Orthomolekylær Medicin (IOM) i Lyngby med henblik på at få Redox-behandling, dvs. højdosis C-vitaminbehandling. Her fik jeg samme oplysning, som jeg gjorde på Humlegården. Ifølge Claus Hancke kunne han ikke helbrede mig, men forlænge mit liv på en god måde ... hvad mere kan man love et menneske ... Der ville jeg behandles.

Lægerne på Riget himlede op. ”Er du sindssyg, du ødelægger kemobehandlingen, hvis du får intravenøse C-vitaminbehandlinger samtidig”. Se, der var jeg nået til: De ”tossede” læger på Riget med deres dødsdomme skulle ikke længere fortælle mig, hvad jeg skulle og ikke skulle ... en af lægerne sagde til mig: ”Hvis du har så mange penge til sådanne åndssvage, ubrugelige behandlinger, så sæt dog de penge ind på min konto! Dette kom fra en overlæge på Riget. (En anden har foreslået mig, at en kop kamillete nok ville gøre mig rask) ... jamen, hold da magle, hvad bilder de sig ind.

Jeg lyttede til mig selv
Og gudskelov for det. De ti måneder, jeg havde tilbage af mit liv, er nu blevet til snart seks år ... og jeg har det godt. Jeg havde et tilbagefald i 2014. De skræmte livet af mig igen. ”Så nu er den gal. Vi må se, om vi kan forlænge tiden lidt!”. Da jeg vågnede efter endnu en fem timers operation, fik jeg den besked, at det ikke var en tumor, men ARVÆV. Jamen altså. Igen skulle jeg forsøge at komme psykisk og fysisk ovenpå. Det var og er IOM-klinikken i Lyngby og Claus Hancke, der hver gang har støttet mig og hjulpet mig på plads igen, givet mig livshåb og mod igen, ofte med ordene fra Claus: ”Åh nej, hvad har de nu sagt til dig?”. Han kender blikket i mine øjne, når jeg kommer fra Riget. P.t. har jeg et tilbagefald (siger de). Jeg har det godt, så jeg har mine stunder, hvor jeg tror, de tager fejl. Det gør mit liv lidt lettere. Så jeg er på kemo igen igen, men tåler det helt fint. Hundred procent sikkert, fordi jeg samtidig får mine C-vitaminbehandlinger. Det er jo faktisk dokumenteret i dag, at disse to behandlinger givet samtidig fremmer kemoterapiens virkning og mindsker bivirkningerne ved kemoen.

Mit liv idag
Så mit liv er i dag, at jeg er I LIVE og har et godt liv. Måske endda et bedre liv end det, jeg havde før. Ja, det lyder underligt måske, men i dag lever jeg. Før tog den ene dag bare den anden ... sådan er det ikke mere. Jeg glæder mig over hver dag, intet bliver taget for givet. Jeg har holdt hovedrengøring blandt vennerne ... såkaldte venner. Mange er skiftet ud, og rigtig mange dejlige mennesker er kommet til. Jeg nyder hver en C-vitaminbehandling, jeg får. Der er altid en positiv og fornuftig læge at tale med ... vel at mærke en, som gider holde mig i live. Der er de sødeste sygeplejersker, som altid har tid til en snak. Og så alle de vidunderlige medpatienter. Vi støtter hinanden, giver hinanden gode råd, vi kan være bange sammen og blive forstået. Nå, ja, der bliver nu ligeså ofte grinet meget, når vi sidder i behandling.

Så livet ser nu sådan ud, at jeg kun er sammen med mennesker, som tilfører mit liv noget godt og positivt. Jeg spiser økologisk mad ... ingen sukker .... jeg har fundet mange gode opskrifter på lækre kager og så videre - jeg er nemlig et madøre. Jeg får alle de helsetilskud, som vi bliver anbefalet på klinikken plus det ekstra, jeg har fundet og læst mig frem til, skulle gøre noget godt mod kræften

 Ens krop er intelligent og husker alt, hvad man fortæller den. Så jeg siger højt flere gange om dagen: ”Jeg ER rask og forbliver rask”. Det står også på mit spejl: ”Jeg er helt rask”. Jeg har læst, at cellerne tror på alt det, de hører, så jeg siger det højt. Jeg lever helt regelmæssigt, går i seng hver aften klokken 22 - ja hver aften, også Nytårsaften. Jeg har fundet ud af, at kroppen har det så godt, når man lever regelmæssigt








Til sidens top


SØG PÅ TIDSLERNE.DK
Søg blandt mere end 237 artikler


Deltag via Facebook

Læs tidligere blade