2017
Startside



Videoer på YouTube

Portræt på DK4 med 3 patienthistorier

Kræft - de forbudte kure


Protektor for kræftforeningen Tidslerne Ghita Nørby
| Patienthistorier
Uddrag fra en gammel Tidsels dagbog
Kirsten Berthelsen

Af Kirsten Bertelsen - Fbkb@mail.dk

Det kan kun blive til et lille uddrag, da jeg nu har skrevet om mit sygdomsforløb i over 20 år.
Jeg begyndte i 1991 og har desværre måttet begynde på ny i 2008 og endnu en gang her i 2014.
Det handler om mit møde med forskellige kræftformer, henholdsvis lymfekræft, brystkræft og nu til sidst endetarmskræft – og mit budskab skal være: Kend dig selv og din krop – og kom i behandling i tide, så er der en reel chance for at overleve!

Oktober 1991
Jeg var godt selv klar over, at der var noget riv rav ruskende galt! Jeg opdagede nogle hævede lymfekirtler på venstre side af halsen + en hævelse på størrelse med en hasselnød på venstre lår. Jeg gik til lægen og blev henvist til at få taget en biopsi på det stedlige sygehus. Næste dag kom en læge og fortalte mig, at alt var fint, flot blodprocent og at der ikke var noget alvorligt galt – altså ingen kræft, men en sygdom i lymferne populært kaldet papegøjesyge (sacoridose) og at det gik over af sig selv – kunne toppe efter 1½ år og så langsomt forsvinde – og glad var jeg, for så kunne jeg jo selv gå i gang med forskellige alternative behandlinger, som kunne styrke min krop, så jeg hurtigere kunne blive mig selv igen. Jeg satsede meget på den rigtige kost – rigelig med motion og deltog i forskellige kurser om kinesiologi og akupressur, dyrkede yoga osv., men tilsyneladende blev det værre og værre og det hele endte med, at jeg blev hasteindlagt på hæmatologisk afdeling på Rigshospitalet med en blodprocent under 4! En biopsi af den store glandel (kirtel) på venstre ben viste, at det var lymfekræft (Mantle celle syndrom, non Hodgin) og at jeg altså havde gået med en fejldiagnose i 2 år. Det var surt, at jeg var meget, meget syg. På daværende tidspunkt var jeg 49 år, havde mand og to børn og arbejdede som folkeskolelærer på fuldtid og elskede mit arbejde. Der var altså noget at kæmpe for og det var nu, at resurserne skulle graves frem.
Efter nogle skrappe kemobehandlinger var jeg tilbage i skolen igen og fortsatte behandlingen hele foråret. Jeg mistede håret, men beholdt livet og håbet om at være kommet gennem det værste.

1994
Det blev besluttet at stamcelletransplantere mig og inden sommeren fik jeg taget en portion stamceller ud med henblik på, at jeg senere på året skulle gennemgå en stamcelletransplantation, når jeg kunne tåle det.
Transplantationen fandt så sted i efteråret og jeg var efter en måned i isolation på Riget så hjemme igen. Det var en hård omgang. Min ankermand og faste holdepunkt på Riget var Ole Bjerrum, som altid var der for min mand og mig.
Efter knap et år vendte kræften tilbage og kemo og stråler var uden virkning og så besluttede lægerne at indstille mig til endnu en transplantation.

1996
Det belavede jeg mig så på. Transplantationen blev, uvist af hvilken grund ikke til noget.
Kemobehandling kunne jeg ikke tåle mere af og så anmodede jeg om at få strålebehandling direkte på venstre lår, der hvor jeg efterhånden havde fået taget 5 biopsier.
Jeg arbejdede stadigvæk på skolen, mens jeg fik 12 strålebehandlinger på Riget. Det hjalp tilsyneladende og nu skulle der arbejdes på at bringe leucocytter, hæmoglobin + blodplader tilbage til normalen. Det tog sin tid.

2002
De sidste 3 år, jeg var i behandling, fik jeg Gammonativ en gang om måneden for at højne indholdet af forskellige æggehvidestoffer i blodet. Siden 2002 har jeg været ude af behandling for min lymfekræft. Jeg går stadigvæk til kontrol og Riget følger mig stadigvæk med CT-scanninger eller ultralyd, nu med nogle års mellemrum.
Jeg har tilbragt mange timer på Riget de sidste 20 år af mit liv, men jeg er meget taknemmelig for al den hjælp, jeg har fået af det dygtige personale.

2010
Jeg har altid deltaget i de tilbudte brystkræftscreeninger med den overbevisning, at det er bedre at opdage kræften i tide og indtil nu var intet suspekt fundet, men pludselig kom chokket. To læger havde fundet en mistænkelig kalkansamling i mit ene bryst og det kunne udvikle sig til kræft, så man bad mig komme til yderligere mammografi på Centeret i Ringsted.
I samråd med min daværende læge på Riget indvilligede jeg i at komme til Ringsted og få biopsien overstået. Som sagt så gjort, men det hele endte i en stor farce. Det viste sig, at der overhovedet ikke var tale om nogen kalkansamling inde i brystet, men en mørk plet udvendigt på mit bryst. Jeg og min mand forlod lettede en stribe undskyldende sygeplejersker og overlægen, der beklagede dybt. På en eller anden måde havde jeg vidst, at det ikke kunne passe, så jeg tog det i stiv arm og sagde pænt farvel. Så endnu en lykkelig udgang!

2014
Næste og forhåbentlig sidste kapitel på min vej gennem kræfthelvedet har fundet sted i de sidste to måneder. I april måned deltog jeg i den nye screening af ende-/tyktarm for kræft. Jeg sendte en skrabeprøve ind og modtog den 10. april en meddelelse fra Region Sjælland om, at der var fundet spor af usynligt blod og jeg blev tilbudt en koloskopi på Holbæk Sygehus den 25. april. Lang tid at vente selv om jeg er veteran, men jeg mødte op og fik konstateret, at der var to ubetydelige polypper i tyktarmen og de blev fjernet med det samme. Desværre sad der også en større mistænkelig knude ca. 10 cm. oppe i endetarmen og den kunne de ikke selv gøre noget ved og jeg blev henvist til Roskilde. Der var jeg så til MR + CT- scanning med efterfølgende samtale og undersøgelse. Først der blev der taget en vævsprøve, men under alle omstændigheder skulle den fjernes. Vi ventede endnu en gang og flere uhyggelige scenarier dukkede op. Hvis det var kræftceller, hvor langt havde de så nået at brede sig? Havde det noget med min lymfekræft at gøre? Osv. osv.
Den 19. faldt dommen. Jeg skulle gennem Robot – Kikkertoperation (4–5 timer). Hvor meget af tarmen der skulle fjernes, stod hen i det uvisse og hvor langt kræften var nået, ville vise sig under operationen, måske ville en midlertidig stomi blive nødvendig. STOMI! Det var skræmmende med endnu mere uvished.
Jeg var på ”patientskole” kort efter. Patientskolen er et godt tilbud fra hospitalet, hvor patienten bliver oplyst om sygdomsforløbet. Det var en hjælp, at min mand var med hele vejen, da jeg fik utroligt mange oplysninger fra læger, sygeplejersker og fysioterapeut.
Da jeg vågnede op efter operationen, fik jeg den gode nyhed af Steffen Brisling, at alt var forløbet fint. Han havde fjernet en knude ca. 8 cm. oppe i endetarmen og syet tarmen sammen igen. Jeg skulle ikke have stomi. Jeg kunne næsten ikke tro, at det var sandt! Mine øjne var meget hævede og jeg sad med mine medbragte kamilletevatrondeller og iltslanger i sengen, da min mand og søn dukkede op. Jeg kunne intet se, men jeg genkendte dem på deres stemmer og så sagde jeg:” Her har I så Mikkel Kessler” og så grinede vi alle af lettelse.
Efter 2 døgn hjemme behøvede jeg ikke smertestillende medicin længere og det gik forbavsende godt med helingen. Jeg havde 6 små huller efter kikkertoperationen på mellemgulv og mave alle clipset sammen med metalclips. Så jeg lignede en gammel punker med piercinger. Yderligere har jeg et vandret snit under bikinilinien med 6 metalclips.
Herefter var der endnu lang ventetid før vi fik svar på hvad knuden indeholdt og om der skulle en form for efterbehandling til.

12.06.2014
HURRA! så er alt ved det gamle igen. Jeg har ikke brug for efterbehandling. Knuden er helt væk, og der er ingen vævsforandringer andre steder og borte er de lange ventetider med alle spekulationerne.
Jeg fylder 70 år i morgen og en bedre fødsels-dagsgave kunne jeg ikke få. Jeg fejrer dagen sammen med min mand og holder lav profil. Jeg trænger ikke til at blive fejret nu det må komme senere. Lige nu trænger jeg mest til ro og fred sammen med den, jeg holder mest af.

Hvis ikke jeg havde deltaget i screeningsprogrammet, kunne der være gået lang tid, før kræften var blevet opdaget og jeg havde i bedste fald endt med en livslang stomi, i værste fald havde jeg ikke overlevet.
Så mit budskab er: Vær opmærksom på din krops signaler og kom i behandling i tide, så har du en større chance for at overleve!
Hospitalet følger mig nu 5 år frem med samtaler og ultralydsscanninger, hvilket jeg er meget taknemmelig over.







Til sidens top


SØG PÅ TIDSLERNE.DK
Søg blandt mere end 236 artikler


Deltag via Facebook

Læs tidligere blade