Af Anette Harbech Olesen, www.madforlivet.dk

Et af mine allerbedste sundhedsråd er at holde sit blodsukker i balance. Dit blods indhold af sukkerstoffer, også kaldet glukose, har stor indflydelse på stort set alle systemer, organer og celler i din krop. Derfor er sikring af et stabilt blodsukker noget af det bedste, du kan gøre for dig selv.

Sukker er tidens svøbe
Aldrig tidligere har vi spist så meget sukker, som vi gør i dag, og vores høje indtag af skjult eller mindre skjult sukker, forårsager langt større ballade i den indre kropskemi, end vi måske gør os klart. Færdigretter og forarbejdede fødevarer er ofte tilsat sukker, selv færdige ovnkartofler, færdige pålægssalater, morgenmadsprodukter og juice kan indeholde store mængder tilsat sukker. Høje niveauer af sukker i blodet stammer ikke kun fra fast eller flydende sukker, men også fra blandt andet alkohol samt hvidt brød og pasta. Høje blodsukkerniveauer er faktisk noget nær det værste, du kan udsætte din krop for. Cellerne hæmmes og alle systemer udsættes for stress og sættes på overarbejde i forsøget på at nedregulere sukkerniveauerne i blodet. Blodsukker-niveauerne er hormonelt regulerede, og omdrejningspunkterne her er hormonerne insulin og glukagon.

Sådan fungerer blodsukkeret
Blodsukkerniveauerne er udtryk for blodets indhold af glukose/sukker, som vi får fra den mad og de kulhydrater, vi spiser. Disse nedbrydes til sukkerstoffer, som optages i blodbanen og sendes rundt til kroppens celler, hvor de omdannes til energi, så hjernen, musklerne og nervecellerne med mere kan fungere optimalt. Problemerne opstår, hvis vi spiser for mange hurtige kulhydrater fra for eksempel sukker, slik, hvidt brød, kager, stivelse, pasta, sodavand, saft, alkohol og mange forarbejdede fødevarer. Det får nemlig sukker- og insulinniveauerne til at stige, hvilket i længden er en stor belastning for kroppen. Du mærker det typisk i form af træthed og øget vægt, ofte de kilo, der sætter sig lige midt på maven, men belastningen kan også forårsage inflammation og føre til en række andre forskellige sygdomme og belastningstilstande.

Blodsukker og kræft
Et uafbalanceret blodsukker påvirker alle mennesker negativt, men især mennesker, der har eller har haft kræft, kan med stor sundhedsfordel ofre blodsukkeret særlig opmærksomhed.

Kræftceller kan nemlig være yderst sensitive over for store mængder sukker. Tyske forskere har gennem deres arbejde med dette emne udviklet den teori, at kræftcellers stofskifte kan ændre sig fra almindelig forbrænding til det, de kalder forgæringsstofskifte. Under forgæring dannes der mælkesyre, som kan lægge sig omkring kræftcellen som en form for beskyttende skjold. Det kan ifølge de tyske læger medføre, at immunforsvarets T-celler ikke længere effektivt kan opfange og destruere kræftcellerne, ligesom effekten af kemoterapi og strålebehandling ligeledes kan reduceres.

Det er spændende forskning, som uanset omfanget bør give anledning til tanker omkring vores indtag af sukker. En af de bedste beslutninger vi efter min mening kan tage, når det gælder mad og sundhed, er faktisk at reducere blodsukkerpåvirkningen. Det betyder at begrænse eller helt afholde os fra at spise sukker, også flydende sukker, hvidt brød, pasta og kunstige sødemidler. Indtag af megen sød frugt, frugtsukker og juice er heller ikke optimalt, ligesom stress og et højt indtag af kaffe og sort te kan påvirke blodsukkeret i uheldig retning. Derimod er masser af næringsrige økologiske og fiberrige grønsager, rigtigt fuldkornsbrød, ekstra jomfruolier, nødder, kerner, mandler, fjerkræ, fisk, bønner og linser alle sammen råvarer, der i hinandens selskab har en stabiliserende effekt på blodsukkeret. Samtidig smager disse afgrøder godt og er fyldt med vitaliserende næringsstoffer.

Hvis du har eller har haft kræft, kan det måske også interessere dig at vide, at stoffet Gamma-tokotrienol, der er en del af det naturlige E-vitamin, er et af de mest effektive stoffer til at hindre forgæring i kræftceller. Det kan indtages gennem koldpresset hvedekimolie eller via hvedegræssaft, der jo netop er dyrket på de hele hvedekerner. Stoffet findes også i Nature’s Own E vitamin præparatet med samtlige tocoferoler og -trienoler i food state kvalitet. Nature’s Own er ligesom Nani kosttilskud af høj kvalitet og med høj grad af optagelighed. Producenten har stor erfaring med udvikling af vitaminer og mineraler til kræftpatienter.

Blodsukker og kemoterapi
Kemoterapi kan påvirke blodsukkerniveauet på flere måder. Nogle kemoterapipræparater får blodsukkeret til at stige, og knap en tredjedel af dem, der modtager kemoterapi, oplever høje blodsukkerniveauer.

Bivirkningerne ved kemoterapi, herunder opkast, kvalme og tab af appetit, kan til gengæld forårsage lavt blodsukker.

Er du i behandling med kemoterapi, så er det vigtigt både for dig selv og for behandlingens effekt at tilstræbe et afbalanceret blodsukker. Ved at kombinere dine måltider, så du får både proteiner, sundt fedt og gode kulhydrater til hvert måltid, så sikrer du en blodsukkerstabiliserende effekt. Får du lyst til et stykke frugt eller en skive ananas, så kombiner det altid med for eksempel en fem-seks mandler, der indeholder både det sunde fedt og proteiner. Kombinationen har stor effekt.

At være forberedt og have velsmagende råvarer og enkle skræddersyede måltider klar, der indeholder alle tre næringsstofgrupper af allerhøjeste kvalitet, vil kunne hjælpe dig med at håndtere blodsukkerudsving, mens du gennemgår din behandling.

Sådan spiser du dig til et stabilt blodsukker
Gevinsten i at vælge de rette råvarer og sammensætte måltidet er helt afgørende for din sundhed og indre balance. Sørg for, at dagens måltider indeholder fiberrige kulhydrater fra eksempelvis grøntsager, proteiner fra bønner, linser, kikærter eller økologisk kylling, laks eller ørred samt sunde fedtstoffer fra for eksempel frø, kerner, nødder eller ekstra jomfru olivenolier.

Skræddersy dine måltider på denne måde, det er både næringsrigt og blodsukkerstabiliserende:

Kulhydrater
Grønsager indeholder masser af fibre og er de bedste kulhydrater, du kan vælge. De giver god mæthed og hjælper tarmen med at skabe et sundt mikrobiom. Tarm-mikrobiomet er afgørende for en velfungerende og sund krop, og det stortrives på fibre fra grønsager. Vælg de økologiske, for de indeholder flere næringsstoffer end de konventionelle og ingen uønsket kemi. Kombiner gerne grøntsagerne, som du kan bage, svitse eller dampe efter lyst og behag, med nødder, kerner eller en god dressing af den bedste ekstra jomfruolivenolie eller hørfrøolie. Server med gode proteiner, som du kan læse mere om herunder.

Gode proteiner
De sunde proteiner finder du for eksempel i økologisk fjerkræ, fisk eller i økologiske æg, bønner, linser, kikærter, quinoa, mandler og mælkeprodukter af høj kvalitet.

Sundt fedt
Din krop kan ikke undvære det sunde fedt, men som med kulhydraterne, skal du gå efter allerhøjeste kvalitet. En daglig kombination af lidt gammeldags kærnet smør (Naturmælk), ekstra jomfruolivenolie, nødder, mandler, frø, kerner og avocado i kombination med omega 3 fra økologiske fede fisk, en højkvalitets fiskeolie eller min foretrukne kilde omega 3 fra plankton i form af det ubehandlede og rene produkt Zooca omega 3. Du kan læse mere om Sundt fedt på Madforlivet.com

Husk at være kvalitetsbevidst, for alt det, du vælger at spise, danner grundlag for nye celler, nyt væv, organer og signalstoffer. Og du og din krop fortjener at bestå af det allerbedste.

Referencer:
Forouhi NG, Misra A, Mohan V, Taylor R, Yancy W. Dietary and nutritional approaches for prevention and management of type 2 diabetes. BMJ. 2018;361:k2234
Taheri S, Zaghloul H, Chagoury O, et al. Effect of intensive lifestyle intervention on bodyweight and glycaemia in early type 2 diabetes (DIADEM-I): an open-label, parallel group, randomized controlled trial. Lancet Diabetes Endocrinol. 2020;8(6):477-498
Sala-Vila A, Díaz-López A, Valls-Pedret C, et al. Dietary marine omega-3 fatty acids and incident sight-threatening retinopathy in middle-aged and older individuals with type 2 diabetes: prospective investigation from the PREDIMED trial. JAMA Ophthalmol. 2016;134(10):1142-1149
Sbroma Tomaro E, Pippi R, Reginato E, et al. Intensive lifestyle intervention is particularly advantageous in poorly controlled type 2 diabetes. Nutr Metab Cardiovasc Dis. 2017;27(8):688-694

For god ordens skyld gør jeg lige opmærksom på, at alkohol også indeholder sukker. I den forbindelse ønsker jeg at henvise til en nyere undersøgelse fra DTU (Danmarks Tekniske Universitet), der viser, at alkohol kan øge risikoen for udvikling af brystkræft blandt kvinder efter overgangsalderen. Det betyder ikke, at vi helt behøver at holde os fra et glas vin i ny og næ, men det anbefales, at vi holder os til 1-2 glas om ugen.