Af Inge Kellermann, inge@helsemail.dk

Som kræftpatient har de fleste prøvet indtil flere former for scanninger. I dag anvendes scanning både, når lægerne skal finde ud af, om der er tale om kræft, når de undersøger, om tumoren er blevet mindre efter behandling, og når de leder efter metastaser.
Tidslerne vil gerne prøve at give et overblik over de forskellige scanningsmetoder, kræftpatienter typisk bliver præsenteret for under deres sygdomsforløb. Det vil vi gøre med hjælp fra radiograf Troels Kristensen fra Hobro Sygehus, hvor han har været ansat de sidste 11 år.

Vores snak med Troels tager udgangspunkt i de spørgsmål, vi har fundet mest relevant for kræftpatienter: Hvilke former for scanning anvender kræftlægerne og hvorfor scanner man?
Hvad går de ud på og hvad er forskellen på dem?
Hvornår scanner man og for hvad?
Hvornår bruger man kontrastvæske og hvad får man ud af det?

Det er radiologerne, der vurderer, om der er behov for en scanning, når patienter har fået en henvisning fra egen læge. Formålet er at finde ud af, hvad der foregår inde i kroppen. De har fået en mistanke om, at noget kan være galt og vil gerne undersøge det nærmere på den mest hensigtsmæssige måde. De forskellige scanningsmetoder giver forskellige grader af detaljer og dybde. Lad os se nærmere på dem.

Røntgen
Konventionel røntgen er den ældste undersøgelse via billeder, vi har og som de fleste andre former for scanning bygger på. Røntgenstråler er ligesom lys elektromagnetiske bølger. De kaldes ioniserende stråler, som kan danne frie radikaler og er derfor skadelige i større doser. Vi kender nok bedst røntgen i forbindelse med undersøgelser for knoglebrud, men de anvendes både til at gennemlyse knogler og væv. Røntgenbillederne viser et ”fladt” 2D billede i forskellige nuancer af grå, fordi forskelligt væv absorberer eller afbøjer røntgenstrålerne i varierende grad. Man kan godt se, at noget kunne tyde på kræft på billederne, men det er sjældent nok til at stille en kræftdiagnose. En analyse for kræft kræver ofte, at man supplerer med andre scanningsmetoder og får taget vævsprøver. Det er muligt at skrue op eller ned på styrken af røntgenstrålerne for tydeligere at se fokusområdet. Mammografi sker også ved hjælp af røntgen.

Ultralyd
Ultralydsundersøgelser virker ved, at ekko fra højfrekvente lydbølger sendes ind i kroppen. De omdannes til levende snitbilleder på en skærm afhængigt af, hvad de rammer i kroppen. På den måde er de i stand til at danne billeder af stort set hele kroppen. Ultralydsscanning bruges i mange forskellige sammenhænge, når lægerne skal diagnosticere en sygdom og er også velegnet til at påvise kræftknuder.

Som hovedregel er ultralydsscanning ikke velegnet til at gennemse luftfyldte organer som tarme og lunger eller knogledækkede områder som hjernen, fordi ultralydsbølgerne stoppes af knogler og luft. Derimod kan metoden være velegnet, når man som kræftpatient går til kontrol, fordi man ikke behøver at bekymre sig om stråledoser. Det er bare ikke altid nok. Hvis man skal have taget en vævsprøve (biopsi) fra fx brystet eller de indre organer, bruger lægen ofte ultralyd for præcist at kunne ramme det væv, der skal tages prøve af. Denne metode gør det også nemmere for lægen at styre uden om fx pulsårer, så risikoen for komplikationer minimeres.

Der bruges stadig oftere kontraststof i forbindelse med ultralydsscanninger – især af leveren – for bedre at kunne skelne mellem godartede og ondartede forandringer. Disse kontraststoffer er helt forskellige fra dem, der bruges ved CT-og MR-scanninger. Ved ultralydsscanninger er der tale om luftbobler i en sukkeropløsning, som indsprøjtes i en blodåre og forlader kroppen via lungerne.

Hvis undersøgelsen bekræfter en mistanke om kræft, suppleres der ofte med andre scanningsmetoder såsom CT, MR eller PET/CT. Det er muligt at ultralydsscanne uden på kroppen, som f.eks. ved graviditet, men ved dybereliggende fokusområder benyttes også de forskellige kropsåbninger.

CT-scanning
CT–scanneren fungerer stort set på samme måde som et almindeligt røntgenapparat, hvor der sendes røntgenstråler gennem kroppen. Forskellen er, at røntgenrøret roterer omkring det leje, patienten ligger på. Der bliver taget billeder fra alle vinkler, hvilket øger stråledoser i forhold til almindelige røntgenundersøgelser.

De mange billeder fra CT scanningen bliver af en computer sammensat til en række tværsnit af kroppen, ligesom en spegepølse-skive. Lægerne kan så gå ind og se på de enkelte skiver. De kan specifikt se de forskellige organer mv., måle størrelse af dem og på den måde finde ud af, hvor problemet er. CT-scanninger giver meget mere detaljerede billeder end en røntgenundersøgelse. Men de giver også en større strålepåvirkning af kroppen end en almindelig røntgenoptagelse. Derfor anvendes de også kun, når der er gode medicinske grunde til det.

CT-scanninger bruges til at se størrelse og placering af tumorer i hele kroppen samt tumorens relationer til det omkringliggende væv, så omfanget af en evt. operation kan planlægges nøjagtigt. Ved to ud af tre CT-scanninger gives der et jodholdigt kontraststof for at maksimere udbyttet af scanningen. Lægerne bliver derved i stand til at udpege præcist, hvilket område, der f.eks. skal tages en vævsprøve fra eller hvilket, der skal strålebehandles. Senere bruges metoden også til at vurdere effekten af kræftbehandlingen.

Nyrefunktionen undersøges altid, før der gives kontrast til en CT-scanning for at sikre, at kroppen kan udskille kontrasten igen. Oftest vil man vælge at CT-scanning uden kontrast, og eventuelt supplere med andre undersøgelser, som ikke påvirker nyrerne.

Ved denne form for scanning skal patienten ligge helt stille og ofte vil man blive bedt om at standse
vejrtrækningen i 10-15 sekunder, så organerne holdes mest muligt i ro. Det kan være svært for nogle patienter, især hvis man har lungeproblemer. CT er et vigtigt diagnoseredskab, som ofte bruges tidligt i et kræftforløb og senere ved kontrol. På billedet er det muligt at se omfanget af en eventuel tumor og bl.a. vurdere, om en behandling med kemo eller stråler har fået tumoren til at skrumpe. Undersøgelsens varighed afhænger af hvor mange elementer, der skal optages, men varer typisk 15-30 minutter.

MR-scanning
MR-scanneren er en stor magnet, som er cylinderformet. Her sker scanningen ved hjælp af et kraftigt magnetfelt, hvor radiobølger danner billedet. Intensiteten af dette radiosignal omdannes via en computer til et billede. En undersøgelse består af et varierende antal billedserier, hvor hvert tværsnit af kroppen tages fra en ny vinkel. MR-scanning bruges primært til metastaser i knoglerne, rygsøjlen eller hjernen, når der er tale om kræftpatienter. Scanningen kan supplere eller erstatte mammografi.

Ved en MR-scanning bruges ikke stråling som ved undersøgelse med røntgen, CT eller PET/CT.

Der bruges heller ikke jod i de kontrastvæsker, man bruger ved MR-scanning.

Mange patienter er betænkelige ved en MR-scanning på grund af de bankelyde, apparatet giver. Man får en tilkalde knap i hånden, så man hele tiden kan komme i kontakt med personalet. Hvis man ønsker det, kan man også få et par ørepropper eller et høreværn eller lytte til musik.

På grund af det stærke magnetfelt, skal man som patient gøre opmærksom på alle former for metal, som man måtte have i kroppen. Det er ikke sikkert, at de udgør et problem, men det kan kun personalet vurdere. Ved MR-scanning skal patienten ligge helt stille hvilket kan være svært, hvis man har tendens til klaustrofobi.

PET/CT scanning
PET bruges sjældent alene, men typisk i kombination med CT eller i forhold til forudgående CT-scanning. Man lægger billederne fra de to scanningsmetoder ovenpå hinanden og kan derved optimere undersøgelsen. Ved PET/CT-scanning indgives et radioaktivt sukkerstof intravenøst. Dette stof søger hen hvor kroppen bruger mest energi, nemlig i kræftcellerne. I princippet kan denne form for scanning se alle kræftceller i kroppen og det må nærmest betragtes som den ultimative scanningsmetode, når man undersøger for kræft. Man kan også med denne metode måle mindre kræftknuder end ved de andre scanningsmetoder. Stoffet har en hurtig halveringstid og forsvinder derfor relativt hurtigt ud af kroppen.

Kontraststof
Ved undersøgelser af lever, bækken, nyrer, milt og hjerne får man ofte et kontraststof sprøjtet direkte i en blodåre for bedre at kunne vurdere organer og blodkar. Formålet er at få bedre og mere tydelige billeder. Kontraststoffet varierer alt efter scanningsmetoden. Der scannes som udgangspunkt altid med kontraststof, hvis der er tale om mistanke om kræft for at opnå størst mulig sikkerhed for diagnosen. Der kan forekomme bivirkninger ved anvendelse af kontraststof. En vigtig forudsætning for brug af kontraststof er, at nyrefunktionen fungerer normalt, da kontraststof kan beskadige svage nyrer.

Opsummering
Generelt kan man sige, at når man læser ned igennem denne artikel, giver scanningsmetoderne bedre billeder med flere detaljer og større sikkerhed for en korrekt diagnose. De forskellige scanningsmetoder kan kombineres og supplere hinanden, ved tvivl om resultatet. Der er forskel på den teknik, der anvendes til at skabe billederne på og den tid, hver scanning varer. Man bruger ikke nødvendigvis alle scanningsmetoderne ved hver undersøgelse for kræft og metastaser. Det afhænger i høj grad af den enkelte patient og de symptomer, der giver mistanke om kræft.
I dag kan man naturligvis som patient sige nej til alle undersøgelser. Det er vigtigt, at man samarbejder om de undersøgelsesmetoder, man siger ja til.

Radiografen har ansvar for at lave mange forskellige slags undersøgelser bl.a. scanninger. Radiografen betjener apparaturet og optager billederne af kroppens indre fra forskellige vinkler.
Herefter vurderes og bearbejdes billederne af en radiolog, som er en læge, der har specialiseret sig i billeddiagnostik.