Vi hører meget om livsstilssygdomme, men skyldes livsstilssygdomme altid livsstil? Langtfra altid, og måske var det endda mere korrekt at anvende betegnelsen civilisationssygdomme. Der er nemlig noget grundlæggende usundt ved den måde, hvorpå vi taler om årsagerne til udvikling af sygdom. Ved at anvende betegnelsen livsstilssygdom har vi også automatisk lagt ansvaret for sygdom over på patienten, også selvom der kan være mange andre årsager til udvikling af sygdomme.
Dette lille indlæg i en væsentlig debat er inspireret af professor i sundhedspolitiske analyser fra Institut for Folkesundhedsvidenskab på KU, Signild Vallgårda. Hun peger i et indlæg, publiceret af Altinget.dk, på, at man også kan få livsstilssygdomme, fordi man er genetisk disponeret, har været udsat for påvirkninger tidligt i livet, oplevet stress, psykisk belastning, luftforurening, anden forurening eller arbejde med kemiske stoffer, som alle sammen er faktorer, der blandt andet kan være medvirkende til udvikling af sygdom. Man kan udvikle lungekræft og KOL uden nogensinde at have røget, og man kan udvikle diabetes, selvom man er slank og fysisk aktiv. ”Ved at bruge betegnelsen livsstilssygdomme opnår man i hvert fald to ting. Den ene er, at man let kommer til at se bort fra mange andre årsager til sygdommene, årsager, som man måske kunne gøre noget ved. Den anden er, at man lægger ansvaret for sygeligheden over på den enkelte, hvilket er urimeligt, eftersom den enkelte ikke har mulighed for at påvirke de fleste sygdomsårsager. End ikke vores adfærd er vi helt herre over,” skriver Signild Vallgårda i sit indlæg på Altinget.
Sundhed er altså ikke en automatisk og retfærdig gevinst til dem, der lever ”korrekt”. Og sygdom er ikke nødvendigvis tegn på svag karakter eller en forventelig straf for at leve ”dårligt”. Vigtige pointer, må jeg sige.
I denne tid med ekstrem fokus på kræft har jeg lyst til at dele nogle tanker, jeg gjorde mig, da jeg for et par år siden oplevede en aarhusiansk onkolog, der i Go’ morgen Danmark gav udtryk for, at udvikling af brystkræft primært skyldtes kvindernes livsstil. Hvis vi bare kunne spise sundere, motionere mere og holde vægten, så mente han ikke, at nær så mange af os ville udvikle denne forfærdelige sygdom. En sådan udtalelse er for mig at se et eksempel på eklatant mangel på ydmyghed, men også et eksempel på, hvordan betegnelsen “livsstilssygdomme” fuldstændig kan fejlfortolkes. Ingen professor eller forsker i hele verden kan fortælle os med 100 procent sikkerhed, hvorfor vi får brystkræft i det omfang, som det ses i dag. Imens river onkologer rundt omkring på landets hospitaler sig i håret af frustration over, at netop de kvinder, der diagnosticeres med brystkræft, i stigende grad er normalvægtige, veltrænede og sunde. At lægge ansvaret for en så alvorlig sygdom, som ingen kender årsagen til, over på syge kvinders egne skuldre i stedet for med alle forhåndenværende midler ydmygt at søge efter årsagerne, er decideret ansvarsforflygtigende og en adfærd, som vi efter min mening ikke kan være tjent med. Hvorfor anvendes de mange, mange penge, der samles ind til forskning indenfor kræft, ikke til at undersøge og finde årsagerne til at vi får kræft. Hvorfor forlanger vi ikke, at de øremærkes netop til dette formål, i stedet for til medicinalindustriens evige søgen efter den magiske, patenterbare pille mod kræft?
Der findes ikke en entydig definition på sundhed. Sundhed er en kompliceret størrelse, og det, der kommer nærmest en form for forklaring på begrebet sundhed, må være balance eller homøostase. Altså en indre biokemi i balance. Sygdom opstår, når kroppens indre biokemi er ude af balance over en længere periode. Vi er alle vidt forskellige, og derfor findes der ikke et entydigt svar eller opskrift på, hvordan vi opnår homøostase, det er individuelt. Ved at bekræfte hinanden i en form for individuel cost-benefit-analyse, som lyder, at de sunde er dem, der motionerer, holder vægten, lader tobakken ligge, drikker med måde og spiser masser af grøntsager, og at usunde og syge er dem, der gør det modsatte, fører os på ingen måde til de rette svar eller til konstruktive behandlingsmodeller.
For den enkelte gælder ingen garantier. Slanke personer, der spiser masser af blåbær og løber fem km tre gange om ugen, kan godt få brystkræft eller diabetes. Overvægtige, der nødigt rører sig og spiser bøf bearnaise uden en eneste grøntsag, kan også blive 100 år. Vores livsstil kan påvirke risikoen for sygdom, men det er der mange andre ting, der også kan. Faktorer, som vi ikke har indflydelse på. Det kan være luftforurening, pesticider eller glyphosat i vores mad og drikkevand, traumer, stress eller sågar vores mors konstitution, tarmbiota og madindtag under graviditeten.
For at kunne træffe de for os hver især bedste valg er vi nødt til at have viden. Uvildig viden er det oplyste grundlag, som sunde og kompetente beslutninger nu engang bedst træffes på, og på det område står det uendeligt skidt til i Danmark. Vi får ganske enkelt ikke den rette og uvildige information om blandt andet kemien i vores omgivelser, tøj, drikkevand og slet ikke om vores fødevarers indhold af potentielt sygdomsfremkaldende stoffer. Vi trænger i dette land til en langt højere grad af uvildig forskning samt til, at vores Fødevarestyrelse og ministerium gøres uafhængig af fødevareindustrien, og at vores sundhedsvæsen, styrelse og ministerium gøres uafhængig af medicinalindustrien. Sæt dog fokus på danskernes sundhed, prioriter en højere grad af uvildig forskning og forsk meget mere i årsager og forebyggelse.
Blandt andet derfor går jeg ind for, at vi ændrer vores sprogbrug, omdøber livsstilssygdomme til civilisationssygdomme og genindfører ydmygheden og nysgerrigheden overfor, hvorfor vi udvikler sygdomme. Måske ligger en del af forklaringen i vores nutidige produktionsformer, levevis og generelle civilisation, der muligvis, på godt og ondt, øger risikoen for udvikling af en række sygdomme, som er nye, eller som mange slet ikke levede længe nok til at udvikle for bare 100 år siden. Men hvor kunne det være befriende, såfremt man begyndte at undersøge disse forhold nærmere, fremfor at lægge ansvaret over på den enkelte patient.
Af Annette Harbech Olesen, www.madforlivet.dk
Bragt i Tidslerne 2018-2
