Af Anja Dalby
anjadalby@gmail.com

I 2003, da jeg var 28 år, fik jeg konstateret kræft i underlivet. Opdagelsen af kræften skete ved et tilfælde. Efter et celleskrab og efterfølgende undersøgelser hos gynækologer blev det konstateret, at jeg skulle have en kegleoperation. Mine celletal var blevet meget værre i de 3 år, der var gået, fra jeg havde født min søn. Efter kegleoperationen fik jeg at vide, at der var kræftceller. Jeg skulle have hele min livmoderhals og livmoder fjernet.

Alt skulle lige til at være så godt

Jeg havde været alene med min søn, men var flyttet sammen med min kæreste, som senere blev til min mand (og endnu senere eksmand). Lægerne fortalte mig, at jeg havde livmoderhalskræft i stadie 4 (sidste stadie). De ville prøve at operere mig, altså at fjerne knuden i min livmoder, men jeg skulle selvfølgelig forberede mig på at gå igennem kemoterapi og strålebehandling. Alverdens bandeord dækker ikke over, hvor fuldstændig ubeskrivelig og hæslig situationen var.

Chokfasen

Jeg stoppede min skrædderuddannelse og gjorde mig klar til at blive opereret i oktober 2003. Heldigvis var jeg ung og (helt utrolig) stædig og troede helt bestemt, at jeg nok skulle snyde døden, så jeg bad lægerne om at få min operation udsat. Jeg ville se, hvad jeg kunne gøre for at helbrede mig selv. Banken havde lånt mig kr. 80.000 til min uddannelse, og dem ville jeg bruge på alternative behandlinger i stedet.

Det var bestemt ikke populært hos lægerne, at jeg ville udsætte min operation. Nogle læger råbte ad mig. Andre behandlede mig, som om jeg var sindssyg og dybt debil. Andre igen prøvede at true mig, talte ned til mig og prøvede at forskrække mig. Til sidst endte jeg hos lægen Lone, som startede med at sige, at hun kun fik de besværlige patienter, så om jeg ville fortælle, hvor min besværlighed lå henne? Min besværlighed lå i virkeligheden kun i, at jeg var totalt i chok over, at jeg havde fået kræft i underlivet.

Min chance midt i elendigheden

Jeg forstår godt lægerne og deres frygt i dag. Jeg forstår godt min families panik over, at jeg ikke gjorde, hvad autoriteterne sagde. På Rigshospitalet var der en læge, som var begyndt at lave livmoderbevarende operationer. Det ville sige, at han i stedet for at ‘rydde hele bulen’, som jeg oplevede der blev sagt flere gange om mit underliv, ville starte med at fjerne det sidste af livmoderhalsen. Hvis det snit op mod livmoderen ikke var rent, ville de være nødt til at fjerne hele livmoderen. Men der var en chance for at bevare min livmoder, så jeg kunne få flere børn. Jeg skulle godt nok føde via kejsersnit, men det var intet i forhold til slet ikke at skulle være mor igen.

Jeg udsatte min kræft-operation

Den livmoderbevarende operation var dog stadig på forsøgsstadiet, så jeg tog fra Århus til møder med lægen på Rigshospitalet. Han var dog ikke optimistisk stemt for min beslutning.

Jeg fik dog overtalt lægerne på Skejby Sygehus og Rigshospitalet om, at jeg skulle godkendes til, at den livmoderbevarende operation blev udsat til januar 2004. I mellemtiden ville jeg så prøve at gøre så meget som muligt selv for at få fjernet kræften via alternative midler.

Når man ikke vil forberede sig på at dø af kræft

Jeg opsøgte alle de alternative behandlere, jeg overhovedet kunne komme i tanke om for at se, om jeg kunne helbrede mig selv for kræft.

Jeg tog store håndfulde vitaminer og kosttilskud mange gange om dagen. Faktisk kan jeg stadig ikke rigtig se en vitaminpille nu uden at gyse, for jeg hældte dem virkelig indenbords. Alt hvad jeg overhovedet kunne opstøve eller fik anbefalet af alternativ medicin, tinkturer, teer, osv.- det prøvede jeg.

Alle de alternative behandlere sagde, at jeg skulle tage imod operationen. De clairvoyante sagde endda, at jeg skulle forberede mig på måske ikke at overleve. Jeg var virkelig syg, men jeg var den eneste, der ikke troede på det.

Forhandling med lægerne

Jeg var den eneste som troede, jeg kunne helbrede mig selv fuldstændig og undgå at blive opereret. Det er vildt skræmmende at stå ved siden af et menneske, som ikke vil gøre, hvad de kloge læger siger.

Samtidig med, at jeg gik til alternative behandlere mange gange om ugen, så var jeg i konstant forhandling med lægerne. Jeg ville have inddelt mine operationer, så den første var den, hvor jeg fik fjernet livmoderhalsen. Hvis det snit ikke var fri for kræft, skulle jeg have fjernet min livmoder, og hvis det så viste sig, at det var en stor knude i min livmoder, som fyldte hele vævet ud, så ville jeg gå med til at få en operation, hvor mine lymfeknuder i lysken blev fjernet, så de kunne se om kræften havde spredt sig derud. Hvis kræften ikke var i mine lymfer, så ville jeg ikke tage imod kemo og stråler.

I værste fald ville jeg ende med tre operationer, kemo og stråler. I bedste fald ville jeg bevare min livmoder og kunne få flere børn. I allerværste fald ville kræften sprede sig, i løbet af den tid jeg udsatte operationerne, og jeg ville dø af det.

En antroposofisk læges råd

Jeg blev behandlet med mistelten hos antroposofisk læge Elisabeth Møller Hansen, og skulle selv injicere mig (i låret) med mistelten-medicinen dagligt.

Mistelten hjalp med at redde mig – ikke min livmoder

Misteltenen havde hurtigt en effekt på mig. Jeg kunne ikke mærke om den gjorde noget ved kræften, men mit generelle velbefindende blev bedre. Jeg fik mere overskud og følte mig stærkere og sundere. Selvom det bestemt ikke var min yndlingsting at stikke mig selv med en sprøjte, så fortsatte jeg og tog medicinen under hele forløbet, til jeg var helt færdigopereret i foråret 2004.

Jeg satte ind med så mange forskellige behandlinger i den tid, at det var svært at vide, hvad det var, der gjorde en forskel. Men jeg er sikker på, at misteltenen spillede en stor rolle derved, at jeg for det første overlevede, men også at jeg undgik at få kemo og stråler.

I januar 2004 fik jeg fjernet livmoderhalsen ved den første operation. Jeg fik det forklaret som, at lægen satte Gore-Tex op omkring min livmoder, for at holde den sammen. Det betød, at den ville kunne bære et barn. Desværre var snittet op mod min livmoder heller ikke fri for kræftceller, så den blev fjernet på Rigshospitalet. Det var en virkelig hård omgang med en kikkertoperation via tre små snit i maven. På Skejby Sygehus lavede de på det tidspunkt stadig ‘bikinisnittet’, der ville svare til, at man havde fået et kejsersnit.

Ved kikkertoperation er der en risiko for, at en blodåre kan blive beskadiget, uden at lægen opdager det. Når man laver en kikkertoperation, bliver der pustet luft ind i maven og luften gør så, at der opstår et pres på den blodåre, der eventuelt kan briste, hvilket lægerne ofte ikke opdager.

Således vågnede jeg om natten og kunne ikke trække vejret. Jeg gispede og følte, at jeg kun lige kunne trække luft lidt ned i min hals. Jeg havde ingen kontakt med mine lunger. Jeg ringede efter en sygeplejerske, som ikke havde vildt meget sympati for mig. Flere gange oplevede jeg at blive vrisset af samt nægtet hjælp. Da jeg ringede igen, var sygeplejersken tydeligt irriteret. Heldigvis tog hun alligevel min dyne til side og opdagede, at jeg havde en kæmpestor blødning i min mave. Den havde dannet en stor “fodbold” af blod på venstre side af maven. Jeg havde mistet flere liter blod – og nu gik det stærkt, og jeg fik blodtransfusion. Der var naturligvis også rigtig søde sygeplejersker.

Jeg kunne ikke få en transport hjem til Århus, så jeg måtte med tog, med det store hæmatom på maven og voldsomme smerter og fyldt med morfin. Det var en hæslig rejse.

Nu var det hele ligesom virkeligt. Operationerne og at der kunne ske uheld under dem. Jeg var i store smerter, og blødningen, hæmatomet på min mave, pressede på mine lunger og indre organer i mange måneder. Det tog mig næsten et år at komme ovenpå igen.

En pot-brownie (cannabiskage) til smerterne

Jeg var syg, og mit humør dykkede. Jeg fik alt det morfin, jeg overhovedet kunne tage. Morfinen og mig var bare ikke vildt gode venner. Jeg følte slet ikke, at den kunne smertestille mig, og jeg fik mange mærkelige bivirkninger af den. Jeg havde blandt andet en metalsmag i munden konstant, som var ved at drive mig til vanvid, og jeg blev tung og meget trist af morfinen. På et tidspunkt fik jeg en pot-brownie for at teste om THC kunne smertestille bedre. Det kunne det! Med det samme smed jeg al morfinen ud og erstattede den med chokoladekage.

THC fungerede helt perfekt for mig. Jeg var til stede og ikke døsig som på morfin. Jeg fik min appetit tilbage (det er jo en glædelig ‘bivirkning’ ved THC, at man får lyst til at spise) og vigtigst af alt, så kunne jeg stort set ikke mærke mine smerter. Jeg begyndte at kunne gå lidt rundt og kunne også være sammen med min søn på en helt anden og meget mere nærværende måde, end jeg kunne, mens jeg tog morfin. Mit humør steg også betydeligt at THC’en.

En operation mere

Desværre var kræftsvulsten i min livmoder så stor, at den fyldte hele vævet ud og derfor havde kontakt med vævet omkring livmoderen. Det betød, at der højest sandsynligt ville være kræftceller i mine lymfeknuder. Lymfesystemet i kroppen sørger for at transportere lymfevæsken rundt og rense kroppen på den måde. Lymfesystemet er en fantastisk instans, som også sørger for at ens immunsystem er på toppen. Problemet er naturligvis, at hvis der findes kræftceller i lymferne, så bliver de også transporteret rundt i kroppen.

Det lå ligesom i kortene, at mine lymfer i lysken også var fyldt med kræft. Alt havde indtil da vist tydelige tegn på, at jeg altså ikke gik fri af den helt store omgang med kemo og stråler. Da jeg skulle tilbage til endnu en operation på Rigshospitalet for at få fjernet mine lymfer, kunne jeg stadig ikke gå helt oprejst rundt på grund af hæmatomet og mine smerter i underlivet. Derfor blev jeg bevilliget en ambulance, der kom og hentede mig i Aarhus. Jeg kunne se op på min kæreste, som stod og holdt min søn i vinduet på vores lejlighed, så han kunne vinke. Det var ikke et af de mest morsomme øjeblikke i mit liv.

Mit håb var ved at dø

Tilbage på Rigshospitalet til endnu en operation, hvor mine lymfer i lysken blev opereret ud. Denne gang blev jeg hentet af min mor og søster. Vi havde lagt sæderne ned i min mors stationcar, og hun havde puttet en madras i bilen til mig. Det var bestemt ikke en særlig fantastisk rejse. De tre operationer og hæmatomet oveni, var ikke ligefrem noget, der føltes vidunderligt i min krop, og en madras bag i en bil var ikke helt optimalt, men det var trods alt bedre end toget.

Endelig en god nyhed

Imod alle odds var mine lymfer fri for kræft. Lægerne mente, det var ganske usandsynligt, så de havde undersøgt dem ekstra grundigt, for der ‘burde’ være kræft i dem. Med så stor en knude i min livmoder havde lægerne aldrig set, at kræften ikke havde spredt sig. Jeg er sikker på, at misteltenen var en afgørende faktor i min helbredelse.

Lymfødem

Jeg havde fået fjernet ALLE mine lymfer i lysken. En morgen i maj 2004 vågnede jeg med meget hævede ben og fødder samt smerter. Jeg havde fået lymfødem!

Nu startede et helt nyt sygdomsforløb som lymfødem-ramt, hvilket jeg stadig arbejder med. Jeg arbejder med det kropsligt, psykisk og spirituelt. Jeg har fundet ud af, at jeg skal spise vegansk for, at mine ben hæver mindst muligt, og for at de ikke gør ondt. At spise vegansk er helt afgørende for mig. Jeg har også skåret meget ned på olie, salt, sukker, koffein og hurtige kulhydrater som hvidt brød. Hvile og god søvn er også essentielt.

Mine ben fortæller mig, når jeg er træt og skal tage en pause eller sige fra. Mine ben minder mig om yintid, når jeg er for meget i yang.

Der var intet som helst hyggeligt eller sjovt i mit kræftforløb. Jeg er alligevel taknemmelig for kræften, fordi den sendte mig med rasende fart ud på en selvudviklingsrejse med samme kraft, som når en supernova eksploderer. I starten var min energi voldsom omkring emnet, og jeg skulle død og pine nok knække den her kode om, hvorfor jeg fik kræft, og hvad det ville mig. Med tiden er min energi blevet blødere, og jeg går mere blidt til værks. Jeg er taknemmelig for at have haft kræft, for de gange familie eller venner har fået sygdommen, løber jeg ikke min vej. Jeg kan mærke, at jeg er den, der ikke er bange for at tale om det. Jeg er ikke bange for at tale om tankerne om, hvorvidt det kan være ens egen skyld. Om hvad meningen er med det hele. Om at man potentielt set kan dø af det her, men også om, at kræft er udvikling.

Jeg ved, hvad det betyder at have en ved siden af sit sygeforløb – en som deltager i lægesamtaler og er der, når man vågner efter en operation. Som sidder vagt, når man har fået kemo og er sindssyg syg bagefter. Som bare holder i hånden og lytter og ikke flipper ud i sin egen frygt for at miste. Jeg har stået tæt omkring mange med kræft. Nogle som jeg stadig er tæt på og andre, som jeg kun lige stod ved i sygdomsforløbet.

At kunne være der for andre. Selv at have set den her sygdom i øjnene og selv stå fast og nægte, at den skulle have de konsekvenser, som den umiddelbart så ud til at have. Jeg er ikke bange for kræft, og jeg er ikke bange for døden. Heller ikke når andre fortæller om deres angst for den. Den største gave ved jeg fra egen erfaring er, at når man er syg, at nogen så lytter til en. At nogen tør åbne sig for den pøl af sorg, af vrede, af håbløshed og modløshed, som den person der er syg, står i. At man kan åbne sig og lytte med hjertet uden fordømmelse eller lade sin egen frygt for døden og for at miste blande sig i samtalen. Det er jeg sindsygt taknemmelig for.

Hjemmeside: www.anjadalby.dk
Facebook: https://www.facebook.com/anjadalby.dk/
Instagram: https://www.instagram.com/anja_dalby/