Af Poul Røpke, cand.psych.aut. poul@brainfocus.dk – www.hjernecentrum.dk

Så længe angst og destruktive følelser er dominerende, har andre indsatser vanskeligt ved at fungere. Derfor er det så vigtigt at få angst under kontrol.

Prefrontalcortex (PFC) og følelserne
Jeg vil indlede med et citat af min ven og kollega Jeffrey Carmen, Ph.D., i min let redigerede oversættelse af Jeffs e-mail til mig, da jeg fortalte ham, at jeg var ved at skrive en lille artikel om behandling af angst:
”Jeg kan sige dig, at når angst øges, så er PFC offline. Og når PFC er offline af en eller anden grund, for eksempel mangel på søvn, fungerer PFC elendigt med hensyn til at regulere funktioner som angst. Der er en temmelig direkte effekt, når PFC ikke er aktiv. Og fobi, frygt og angst vil mindskes, når PFC aktiveres.”

Han er et varmt og begavet menneske, som bor nord for New York i tæt kontakt med naturen. Jeff har i den sidste halve snes år guidet mig til at forstå og anvende den form for neurofeedback, han har udviklet.

Det er en metode, som er faktabaseret og kan dokumenteres. Metoden kaldes Frontal Biofeedback, fordi det væsentlige fokus er udvikling af prefrontalcortex (PFC), dvs. hjernens koordinations- og kontrolcenter.

Det betyder helt enkelt, at der er en direkte forbindelse mellem den del af hjernen, som gør os urolige, og den del af hjernen, som kontrollerer vores beslutninger, og hvordan vi reagerer på følelser. Når PFC styrer bussen, så får vi kontrol med angst og andre impulser samt forstyrrende følelser. Angstreaktioner/hormoner, der opleves som angst, udspringer i det limbiske system, som er den del af hjernen, der står for følelseslivet og korttidshukommelsen. I løbet af træning og behandling øges temperaturen i prefrontalcortex, og i takt hermed forsvinder personens angst/uro.

Hvad er pirHEG?
Nedenfor ses min lille søn, som er i gang med at træne. På panden har han et følsomt digitalt termometer, som er forbundet med en PC, hvorpå der afspilles en DVD-film. Når filmen går i stå, kommer den i gang igen ved, at Valdemar øger energiniveauet og varmen i prefrontalcortex, hvilket sker ved ”afslappet koncentration”. Master Yoda i Star Wars symboliserer den selvkontrol og ro, som er den ideelle attitude, når hjernen trænes. Heldigvis finder hjernen selv ud af at få filmen i gang ved, at man prøver sig frem. Det kræver altså ikke nogen speciel vejrtrækningsteknik eller anden metode, som du må lære for at få glæde af Frontal Biofeedback.

pirHEG træning med frontal biofeedback
I forbindelse med træning og behandling af angst gennemfører jeg desuden ved hjælp af Milton Erickson-orienteret klinisk hypnose styrkelse af personens eget forsvar, især immunforsvaret.