Af Nina Frahm
“Tusind tak for et fantastisk weekend kursus med Tidslerne til ”Lysglimt” i Gilleleje.
Jeg er dybt taknemmelig over det meget flotte arrangement, Tidslerne har tilbudt os kræftramte. Jeg var selv i tvivl, om jeg ville få optimalt ud af kurset, da der var yoga og spadsereture på programmet, men jeg opdagede meget hurtigt, at der var plads, også til mig med et fysisk handikap oven i kræften.
Undervisning og underviserne var helt suveræne, de gav rigtig mange gode tips og informationer i forhold til kost og sind, som man kunne tage med sig hjem. Den tilbudte massagen, hold da op!, det var skønt, og hvilken luksus. Man kunne ikke have valgt et bedre sted, ”Lysglimt” er fyldt med varme og god atmosfære, – dejlige mennesker som servicerede os med dejligt nærværd. Og ikke mindst de andre kræftramte gjorde denne weekend til noget særlig.
Det er dejligt at møde mennesker, der står med lignende udfordringer som en’ selv. Tak til jer der yder en så stor indsats for, at vi kan komme hjem med fornyet energi og styrke.”