Af Nancy Andersen (1946-2019)

I november 2014 fik jeg konstateret livstruende galdegangskræft (kolangiocarcinom). På MDT-konference (8 læger) på Rigshospitalet konstaterer man, at jeg ikke kan opereres, og jeg henvises til Herlev Hospital til livsforlængende kemobehandling. Vi efterspurgte en second opinion, men vi fik at vide, at vi allerede havde været hos den højeste ekspertise her i landet. Via diverse links fandt vi frem til Tidslerne og Mai Nielsen, som kunne rådgive os om Berlin. Tolv dage efter jeg havde fået den triste besked, fik jeg 28. november 2014 foretaget en vellykket operation (resektion) på Charité Universitetshospital i Berlin. Det var, som de tyske læger udtrykte det, ”en meget stor og kompliceret operation ”.

Ved hjemkomsten skulle jeg tilknyttes et hospital til de videre kontrolscanninger. Jeg blev taget rigtig godt imod, først af den tidligere kontaktlæge på Nordsjællands Hospital, dernæst på Herlev Hospital. Både på Hillerød og Herlev udtrykte lægerne undren over, at Rigshospitalet havde afvist mig, når jeg kunne opereres i Berlin. Herlev sendte mig videre til Rigshospitalet, da jeg ikke ønskede kemo, som ikke var anbefalet af Charité i Berlin. Overlægen på Herlev medgav, at de heller ikke havde evidens for, at kemo i mit tilfælde havde nogen effekt.

Ved min konsultation på Rigshospitalet i begyndelsen af februar oplyste overlægen, at man på MDTkonferencen desværre havde fejlfortolket mine scanninger, og at man burde have tilbudt mig operation. Det beklagede de dybt. De havde derfor fået godkendt refusion af mine operationsudgifter og andre udlæg i forbindelse med min behandling i Berlin. Beløbet indgik på min konto 14 dage senere. Det må siges at være effektivt.

Jeg er selvsagt yderst taknemmelig og ydmyg over at komme i så professionelle hænder på hospitalet i Berlin, og for den gode modtagelse, jeg efterfølgende har fået i det danske sundhedssystem.


Mai Nielsen: Det er rigtig glædeligt, at min vedholdende kamp for retfærdighed nu har medført, at lægerne vil erkende deres fejl. Man kan så kun ønske, at de i fremtiden vil søge second opinion i udlandet for de patienter, som opgives i Danmark. Det er en meget enkel procedure. Man sender en dvd med scanning samt en kortfattet beskrivelse af sygeforløb efter aftale med lægen i Berlin,og svaret kommer normalt meget hurtigt.

Mindeord for Nancy Andersen

Det er med stor sorg i hjertet, at vi har mistet Tidslernes mangeårige bestyrelsesmedlem og meget kompetente bladredaktør, Nancy Andersen.
I 2014 blev Nancy henvist til palliativ kemoterapi i Danmark, men Nancy fandt gennem Tidslerne vej til at blive opereret på Berlin Universitetshospital og sidenhen behandlet med regional kemoterapi og mikrobølge behandling hos Prof. Thomas Vogl på Frankfurt Universitetshospital. Disse behandlinger bevirkede, at Nancy har haft 4 fantastiske år med stor rejseaktivitet og mange oplevelser sammen med venner og familien.
Nancy var ved nylig kontrol i Frankfurt kræftfri, men kroppen gav desværre op efter de mange behandlinger.
Nancy sov stille ind i sit hjem med sin elskede Jens ved sin side. Vi var en håndfuld Tidsler, som deltog i en meget smuk afsked med Nancy den 18. februar 2019 fra Skansekirkegårdens Kapel i Hillerød. Nancy blev 73 år.

Nancy havde ønsket, at der blev doneret til Tidslerne i stedet for blomster, hvilket Tidslerne er meget taknemmelige for.

Tidslerne takker Nancy for det store arbejde, hun har lagt i Tidslerne og hendes hjælp til rigtig mange patienter, som Nancy har formidlet information om behandlingsmuligheder til.

Mindeord bragt i: Tidslerne 2019-2