Et medlems sygeforløb og visioner for det danske sundhedsvæsen

Når jeg skriver dette brev, er det i håb om at hjælpe de mange andre ældre mennesker, der er kommet i den samme situation, som jeg kom i, da jeg som 85 årig fik kræft. Hospitalerne kunne kun tilbyde mig en behandling, hvis effekt var værre end selve sygdommen. Det er nemlig svært for gamle mennesker at klare den hårde kemobehandling. Det er umenneskeligt og totalt uværdigt for et land som Danmark, at lægerne ikke vil åbne op for andre milde menneskelige og livsforlængende metoder, især set i lyset af at metoderne er udbredt i vores nabolande, eksempelvis Tyskland, Schweiz, England og Østrig.

September 2012 opdagede jeg en knude i mit venstre bryst. Ved mammografien fandt lægerne en stor (21 mm) og en lille knude. Jeg ønskede at få fjernet knuderne, uden at der først blev taget en biopsi, på grund af risiko for spredning af kræftceller ved indgrebet. Det nægtede lægen på Viborg Sygehus mig med begrundelsen, at de ikke måtte operere uden en diagnose? Prøven blev taget, med et stort hæmatom (stor blodsamling) til følge. Diagnosen blev kræft og den 5. november 2012 blev cancer knuderne fjernet på Viborg sygehus. Det tog et halvt år, inden den store blodsamling fra biopsien var borte og brystet havde normal farve igen. Komplikationerne øgede min mistanke til mulig spredning af kræften.

Viborg Sygehus gav ingen efterbehandling ”på grund af patientens alder”, som der står i min journal. De støttede sig til “rene resektionsrande” og sentinelnodebiopsi, men der blev ikke taget et eneste røntgenbillede eller CT-scanning af brystkassen for at undersøge, om kræften alligevel allerede var spredt på diagnosetidspunktet.

Herning Sygehus skulle kontrollere mig hver tredje måned det første år. De skrev også, at der ”ingen indikationer var for stråle terapi, alderen taget i betragtning”. Kontrol undersøgelserne bestod i en let palpering (beføling) af bryst og aksillen.

Da jeg kom til kontrol på sygehuset i Herning den 21. maj 2014, havde jeg store problemer med åndedrættet. Da jeg fortalte lægen, at jeg havde været til scanning på Silkeborg Sygehus om formiddagen, ordineret af min egen læge og at de der havde fundet pletter på begge lunger og i lymfekirtlerne i mediastinum, udbrød han spontant: ”Forhåbentlig stammer det ikke fra brystet”. Men det gjorde det. Det var egen læge og undersøgelse i Silkeborg, der afdækkede dette, selvom det var lægen på Herning Sygehus, der havde haft til opgave at kontrollere mig i halvandet år.

Silkeborg Sygehus var hurtige til at indkalde mig og min datter til samtale den 23. maj 2014. Her fik jeg at vide, at de ønskede at tage en biopsi fra lungerne, da det så alvorligt ud. Jeg ønskede at få en svampekur, inden prøven skulle tages. Jeg var bange for, at der var svampe i min næse og svælg. Jeg havde gennem længere tid haft problemer med næse og svælg og brugt nystatinsalve, men følte nu, at det havde bredt sig længere ned. Lægen nægtede og mit ønske blev pure afvist. Lægen begrundede det med, at biopsien ville blive undersøgt for svampe, men det var jo slet ikke det, der var min bekymring. Jeg var bange for, at man kunne bringe svampe ned i lungen, ved det indgreb man lavede, når man skulle tage en prøve. Min angst for at det kunne ske var så stor, at jeg ville have denne svampekur. (Jeg har haft en god bekendt, der døde af et lignende indgreb få uger efter indgrebet). Jeg fatter ikke, at en læge vil nægte en dødsmærket patient en så billig og simpel kur. Det viste sig også, at behandlingen med Fluconazol (svampekur, som jeg fik uden om hospitalet) lettede åndedrættet rigtig meget på kun 4 dage.

Den 2. juni 2014 blev biopsien taget fra højre lunge på Silkeborg Sygehus. Straks efter at biopsien var blevet taget, strømmede blodet op i min mund, så jeg ikke kunne trække vejret. Hurtigt blev jeg trukket ud af scanneren, for at jeg kunne komme op at sidde, så blodet kunne løbe ud af munden. Med stærke smerter blev jeg anbragt på højre side i sengen, så venstre lunge kunne udøve et vist tryk på den læderede lunge og derved være med til at standse blødningen. En læge satte sig på hug og kiggede ind igennem sengehestens tremmer, hvor hun mange gange sagde: ”Du må endelig sige til, hvis smerterne forandrer sig”.

Sådan et uheld gjorde mig naturligvis bange for, at canceren ville blive spredt så meget, at sygdommen kom helt ud af kontrol.

Den 11. juni 2014 var vi igen til samtale på Silkeborg Sygehus, men fik nu at vide, at jeg slet ikke skulle viderebehandles på Silkeborg Sygehus, da det var brystkræft, der havde spredt sig til lungerne og brystkræft behandlede man ikke på Silkeborg Sygehus, men på Herning Sygehus.

Den 20. juni 2014 var jeg sammen med min svigersøn, som er lunge overlæge, til samtale på Herning Sygehus hos en ny/anden læge, end den som havde kontrolleret mig igennem de halvandet år. Her gjorde vi opmærksom på, at der ikke var taget billede eller scanning i de halvandet år, jeg havde været syg, heller ikke inden de fjernede knuderne. Vi fik at vide, at ”det er Viborg Sygehus’ forsømmelser”.

Man kan således slutte, at Herning Sygehus reelt ikke vidste tilstrækkeligt om sygdommen og hvordan jeg havde det i 2012. Lægen på Viborg Sygehus havde uden dokumentation om min tilstand vurderet, at der ikke var grund til nogen form for behandling og den præmis havde Herning Sygehus ukritisk forsat forløbet på.

Jeg håber årsagen er, at de ved, at kemobehandling er meget belastende for ældre mennesker!!

Lægen på Herning Sygehus kunne, som eneste palliative behandling tilbyde mig kemoterapi, ganske vist i små doser ad gangen, men trods dette ville jeg miste håret og få problemer med fordøjelsen, og mange sunde celler ville blive ødelagte, måske ville jeg også tabe neglene. Stråler ville ikke kunne hjælpe mig.

Jeg spurgte om, hvilke fordele jeg ville få af behandlingen. Lægen svarede, at det ville forlænge mit liv med to måneder, men med forringet livskvalitet. Med så dårlig en prognose nægtede jeg at tage imod kemobehandlingen, da jeg var overbevist om, at behandlingen var værre end sygdommen. Det eneste jeg ønskede af hospitalet var en scanning hvert halve år. Men det nægtede lægen, når jeg ikke ville have kemobehandling. Den samme afvisende holdning havde han, da jeg var til samtale den 26. august. 2014.

Jeg mente, det også må være i hospitalets interesse at se hvilke skader, der er sket med mig ved den uheldige prøvetagning på Silkeborg Sygehus. Det er Silkeborg Sygehus ‘problem, blev der svaret. Jeg spurgte: ”Vil I scanne mig, hvis jeg kommer om et halvt år?” ”Ja, hvis du vælger at få kemobehandling, ellers har vi ingen interesse i at scanne dig”. ”Hvis nu den kur som jeg agter selv at tage, hjælper, ville det så ikke have jeres/ lægernes interesse at se, hvad der har hjulpet mig”. ”Nej ét tilfælde er intet tilfælde”.

Resume: De tre sygehuse, der skulle hjælpe og støtte mig med min kræftsygdom, har i stedet fejlet og belastet mig meget. De har alle svigtet mig på forskellige måder. Den ene læge glemte at tage røntgenbillede, måske på grund af min alder. Den anden læge sjuskede med kontrollen. Den tredje læge var uheldig og lavede en stor fejl (at lædere min lunge). Ingen havde overblikket eller ville forsøge at rette op på det forsømte.

Det har været en chokerende oplevelse for mig, at få så dårlig en behandling på de danske sygehuse. Jeg har nu taget sagen i egen hånd og prøver ud fra egen viden og erfaring, at gennemføre en alternativ kur med håb om, at leve lidt længere og bedre sammenlignet med det forløb, lægerne stillede mig i forventning med den palliative (lindrende ikke helbredende) kemobehandling.

Jeg har det aktuelt, november 2014, langt bedre nu end i maj måned 2014, efter at jeg følger min egen behandling, jeg har kendskab til som Heilpraktiker i Tyskland.

Hvis jeg ikke havde haft en god privat læge, der både ville lytte og respektere mig, så havde der ikke været lys i hospitalsjunglen for mig.

Til oplysning kan jeg fortælle, at jeg blev udannet som sygeplejerske fra Århus Amtssygehus 1952. I 1970erne tog jeg en uddannelse på Ebbendorf Krankenhaus i Hamborg som Heilpraktiker. Siden 1981 har jeg med stor succes haft min egen Naturheil-praksis i Sydslesvig, hvor jeg har samarbejdet med læger i hele området.

Jeg håber og ønsker for det danske sundhedsvæsen, at vi får opbygget en naturlægeuddannelse, der vil blive anerkendt af såvel læger som sundhedsvæsenet, til stor gavn for ikke mindst de kroniske syge, men også for samfundsøkonomien. En Heilpraktiker-uddannelse er billigere og behandlingen bygger hovedsageligt på, at finde årsagen til sygdommen og ikke på at behandle symptomer. Det gør behandling væsentlig billigere og samtidig blidere for patienten, fordi årsagen til sygdommen elimineres. Ifølge medierne vil der være lægemangel i Danmark om ca. 5 år. Derfor må det være oplagt netop nu, at opbygge en god og faglig stærk naturlægeuddannelse og bruge de modige velkvalificerede læger som undervisere, der allerede nu anvender naturmidler.

Jeg er her endnu …

I december måned 2014 skrev jeg en artikel om min cancersygdom, som startede med, at jeg i 2012 fik fjernet to knuder i venstre bryst på Viborg Sygehus. Jeg blev derefter overført til Herning Sygehus til kontrol. Ingen af stederne ville de efterbehandle eller scanne mig på grund af min alder (83år). Det skrev lægeteamet fra begge hospitaler.

I maj 2014 fik jeg en voldsom forkølelse. Jeg havde svært ved at trække vejret, og min praktiserende læge sendte mig til scanning på Silkeborg Regionshospital, hvor de fandt pletter på begge lungespidser med frygt for spredning af brystcanceren.

Da man ikke behandler lungecancer i Silkeborg, skulle jeg tilbage til Herning, hvor man nu pludselig ville give mig kemoterapi. Det var det eneste de kunne tilbyde mig, og dermed forlænge min levetid med to måneder med dårlig livskvalitet til følge.

Da jeg selv havde et langt bedre behandlingsforslag, ønskede jeg kun at blive scannet hvert halve år, men det nægtede Herning Sygehus totalt at give mig, hvis ikke jeg tog imod deres kemobehandling.

Da var det, jeg skrev min sygehistorie og sendte den til de tre sygehuse samt til de forskellige sundhedsmyndigheder.

På regionsrådsformand Bent Hansens opfordring blev jeg derefter indkaldt til samtale med overlægerne på de tre onkologiske afdelinger:
Viborg Sygehus, som ikke ville operere uden diagnose. Tog derfor en biopsi, som forårsagede et kæmpestort hematom (blodsamling), som først forsvandt efter cirka ni måneder. Ingen yderligere behandling på grund af alder (83 år)!

Herning Sygehus: Meget kort kontrol med meget overfladisk palpation. Ville ikke scanne, fordi jeg nægtede at modtage kemo.

Silkeborg Regionshospital: Halvandet år senere, sendt af egen praktiserende læge, på grund af stærkt vejrtrækningsbesvær. Via scanning konstateredes cancerens spredning fra brystet til begge lungespidser. Netop dette skulle Herning Sygehus have kontrolleret, så eventuel spredning ville være opdaget i tide!

Første reaktion var fra Silkeborg Regionshospital, som dels undskyldte, men forsvarede deres afvisninger af mine ønsker om en svampekur før lungebiopsien, og nu tilbød scanning af mine lunger hvert halve år.

Herning Sygehus reagerede senere, hvor den læge, der nægtede scanninger overhovedet, tog sig en fridag den dag, han havde indkaldt mig…

På grund af overlægens sygdom blev samtalen på Viborg Sygehus udsat i tre måneder. Først da der kom en ny overlæge, kom jeg til en meget positiv samtale. Denne nye overlæge undskyldte på kræftlægernes vegne den behandling, jeg havde været udsat for!

Så gik jeg i gang med at planlægge min egen behandling: Vitaminer og mineraler i store mængder (dosis og slags blev testet kinesiologisk, da enhver behandling jo er individuel). Ligeledes de homøopatiske midler. Kosten bestod af mange grøntsager og kun lidt kød fra økologisk fjerkræ. Fra et tysk apotek fik jeg Graviola-kapsler og mistelten-ampuller, som jeg stadig sprøjter mig med tre gange om ugen. (OBS: mistelten-behandling skal ske under kyndig vejledning!). Og daglig drak jeg urtete efter Maria Trebens bog ”Lægeplanter fra Guds have”.

Jeg havde det så godt, at jeg begyndte at slække på kuren her i det nye år (2015). Desværre begyndte jeg at få problemer med mit højre ben. Min praktiserende læge sendte mig til scanning i maj. Det viste sig nu, at der var kommet en metastase i hjernen, og man gav mig derfor fire strålebehandlinger med adskillige bivirkninger til følge: svimmelhed, muskelsvækkelse, bismag, tørhed i munden m.m. Heldigvis er min svigersøn lunge-overlæge. Også han så udsendelsen i TV: ”Naturmidler – hjælper det?”, hvor dr.med. Claus Hancke fra IOM-klinikken Lyngby orienterede om Redox-behandling af cancer. Det var så overbevisende for ham, at han straks sagde: ”Grethe, den C-vitaminbehandling skal du også have”.

Min svigersøn giver mig 75 gram askorbinsyre, som drop-infusion (Redox-behandling) én gang ugentlig. Det ser ud til, at det holder sygdommen nede.

Hvor længe ved jeg ikke, men jeg er taknemlig for hver eneste måned, jeg får lov at leve.

“Lægen i Herning gav mig to måneder. Nu har jeg, ved naturmidlernes hjælp, haft halvandet gode år, og sygdommen cancer har stadig ikke fået overtaget.”