Af Anette Paulin og Jens-Ole Paulin – www.naturlighormonterapi.dk

Et hormon, der beskytter mod kræft? Mange vil nok opfatte det som et paradoks, for vi vant til, at nyheder om hormoner altid er negative, og at hormoner så vidt muligt er er noget, man skal holde sig fra, fordi de øger risikoen for alle mulige sygdomme. Men den videnskabelige forskning tegner et andet billede – et billede, der viser, at der er forskel på hormoner. Progesteron er et godt eksempel.

Progesteron produceres mange steder i kroppen hos både mænd og kvinder, hvor det udfører mangfoldige livsvigtige funktioner, der blandt andet omfatter vedligeholdelse af nervesystemet og blodårerne, regulering af immunforsvar og celledeling. Hos kvinder spiller progesteron en særlig vigtig rolle i kraft af den månedlige cyklus. I første del af cyklus stiger nemlig produktionen af det østrogen, der hedder østradiol – og derefter kommer der en ægløsning, som giver en stigning i produktionen af progesteron i anden del af cyklus. At disse to hormoner afløser hinanden er meget vigtigt for den overordnede balance, fordi de på mange måder er hinandens med- og modspillere.
Hvor vigtig denne balance er, fremgår for eksempel af et større studie fra 2004, der omfattede over 6000 kvinder. Her målte man kroppens egen produktion af hormoner i den månedlige cyklus. De kvinder, der havde en lav produktion af progesteron, havde næsten ti gange større risiko for at få brystkræft i forhold til de kvinder, der havde en høj produktion af progesteron i anden del af cyklus (se figur 1).

Hormoner er budbringere
Forskerne har nøje studeret disse hormoner igennem mere end 70 år, og man ved rigtig meget om, hvorfor progesteron giver denne beskyttelse mod kræft. Her er noget af det, de har fundet frem til:
Hormoner er budbringere, som fortæller kroppens celler, hvad de skal gøre, og de forskellige hormoner kommer med forskellige budskaber. Østradiol har et budskab, der generelt handler om vækst – det er et hormon, der fortæller cellerne, at de skal dele sig.
Det er vældig praktisk, hvis man for eksempel skal være gravid og producere et foster – der skal rigtig mange celler til. Men hvis man nu ikke er gravid – ja, så kommer ægløsningen, og så kommer progesteron på banen. Progesteron har en regulerende funktion. Man kan sige, at det er et hormon, der arbejder ud fra mottoet ”Alt med måde.” Progesteron har blandt andet til opgave at fortælle cellerne, at de nu skal holde op med at dele sig. Progesteron sætter gang i det, der kaldes apoptose: den kontrollerede celledød, hvor kroppen skiller sig af med de celler, der ikke længere er brug for.
Men hvis nu der ikke kommer noget progesteron i anden del af cyklus – eller kun ganske lidt, som slet ikke kan opveje den mængde østradiol, der har været i første del? Ja, så kommer celledelingen ikke under kontrol. Så vil cellerne i en eller anden grad fortsætte med at dele sig, selv om de burde holde op, og det kan i sidste ende føre til kræftceller.

Hormonbalancen under angreb
Og den triste sandhed er, at det meget ofte går galt med produktionen af progesteron. Vi lever i et samfund, hvor den vigtige balance mellem østradiol og progesteron er under angreb fra mange sider. Som sagt: Den nødvendige stigning i progesteron-niveauet kommer kun, hvis der har været ægløsning. Men p-piller og hormonspiraler er skabt til at forhindre netop dét.
P-piller og hormonspiraler indeholder ikke progesteron. De indeholder et hormonlignende præparat, opfundet af medicinalindustrien – et præparat, som også kaldes et hormon, fordi det på visse punkter minder om kroppens eget progesteron. Men det er ændret helt ned på molekyleplan, så det bliver til et andet stof – et stof, som er fremmed for kroppen, og som har nogle ganske andre egenskaber end progesteron. Blandt andet er det ikke i stand til at regulere celledelingen og skabe apoptose. Tager man p-piller eller hormonspiral, får man ingen ægløsning og dermed ingen progesteron – og dermed ikke den regulering af celledelingen, som er nødvendig for kroppen.
Stress er en anden vigtig faktor, når det gælder progesteronmangel. I stressede situationer producerer kroppen store mængder af stress-hormonet cortisol, og dette cortisol dannes fra progesteron. Det betyder, at progesteron – i stedet for at få lov til at udføre sine opgaver – nu skal omdannes til cortisol for at skabe en ”flygt-eller-kæmp”-tilstand i kroppen. Er man konstant stresset, er man i konstant underskud med progesteron. Samtidig kan stress i sig selv få ægløsningen til at udeblive, så der føjes spot til skade. Som om det ikke var nok, så står vi i dag med endnu en udfordring i form af de hormonforstyrrende stoffer. Langt størstedelen af disse stoffer har såkaldt østrogen-virkning – det vil sige, at deres virkning i kroppen minder om østradiols virkning, blot er den som oftest langt kraftigere. Disse ”fremmed-østrogener” kan binde sig til hormon-receptorerne med større styrke end kroppens egne hormoner, og de kan ”holde sig fast”, det vil sige: forblive i kroppen, i meget længere tid. Det er med til, at der i kroppen skabes en konstant overvægt af østrogen-virkning med budskaber om vækst og celledeling – uden at kroppens egen progesteron-produktion kan følge med og sørge for at få det afbalanceret, fordi østrogen-virkningen i kroppen er unaturligt høj.

Stene for brød
Selv om progesterons beskyttende virkning er veldokumenteret, så er det ikke en viden, man bruger til noget som helst i det danske sundhedsvæsen. Her spiller tilskud af progesteron kun en marginal rolle som hjælp til fertilitetsbehandling. En af progesterons mange andre funktioner er nemlig også at sikre fosteret, så moderen ikke taber det, og det er veldokumenteret, at tilskud af progesteron kan forhindre for tidlig fødsel – hvorimod de afarter af progesteron, som medicinalindustrien har opfundet, vil skabe en abort!
Det betyder også, at progesteron er fraværende i den konventionelle hormonbehandling, som ellers bliver kaldt en ”substitutionsbehandling”, hvor man skulle give det, der mangler. Men det gør man ikke. Når menopausen indtræder, falder produktionen af både østradiol og progesteron til et minimum, men kvinder tilbydes enten østradiol alene eller østradiol kombineret med et af de opfundne ”hormoner”, ofte det såkaldte MPA, som ikke kan udføre progesterons livsvigtige funktioner. Det svarer til, at man siger: ”Ja, vi ved, at du mangler brød, så her har du en sten. Så skal det nok blive godt igen.”
Men det bliver det jo ikke. Vi ved alle sammen, at den konventionelle hormonbehandling øger risikoen for kræft. Hvad de færreste ved er, at hvis man bruger en hormonbehandling, hvor man giver dét, der mangler – nemlig østradiol sammen med progesteron – så er der ikke denne risiko. Det viser blandt andet det franske E3N-studie, der omfatter over 80.000 kvinder (se figur 2).

Bedre overlevelse
Mens det danske sundhedsvæsen fortsat ignorerer forskningen i progesteron, så gør forskerne det ikke. De fortsætter ufortrødent med at forfølge progesterons muligheder for at beskytte mod kræft.
Det gælder for eksempel den indiske læge Rajendra Badwe, som sammen med sit forskerhold satte sig for at undersøge, hvorfor kvinder, der blev opereret for brystkræft i anden del af deres cyklus, havde bedre overlevelseschancer end kvinder, der blev opereret i første del. Eftersom det er progesteron, der dominerer billedet i anden del af cyklus, var det jo oplagt at undersøge, om det kunne have noget at gøre med netop progesteron. Og det kunne det. Progesteron blev givet til kvinderne før operationen (men ikke til kontrolgruppen), og det viste sig at forbedre både den sygdomsfrie og den samlede overlevelsestid. Det gjaldt uanset receptorstatus, det vil sige ved både hormonfølsom og ikke-hormonfølsom kræft. Resultatet var særlig markant hos de kvinder, der havde kræft i et fremskredent stadium, fase 2 og 3. Jo mere fremskreden kræft, des bedre resultat ser progesteron ud til at give. I højrisikogruppen var der 30 procent reduktion i dødeligheden. Ingen bivirkninger blev konstateret. Men hvordan kan progesteron have en virkning også på kræftceller, der slet ikke har receptorer til at opfange dets budskab? Det kan progesteron, fordi hormonet sætter ind på mange fronter samtidig, ikke kun via cellens receptorer, men også ved at forandre kroppens miljø til ugunst for kræftcellerne. Det gør progesteron blandt andet ved at forhindre kræftsvulsten i at danne nye blodkar. Uden en stadig tilførsel af nye blodkar kan en kræftsvulst ikke blive mere end 2-3 millimeter stor, uanset hvilken type det er. Progesteron sænker niveauet af VEGF – et signalstof, som er nødvendigt for dannelse af blodkar, angio-genese (se figur 3).

Det har særlig betydning i forbindelse med en operation, fordi det forhindrer metastaser. Hvis kræftceller skal sprede sig til andre områder, er det nødvendigt med blodkar, der kan sørge for blodtilførslen. Og ved en kræftoperation er der en øget risiko for, at der dannes nye metastaser – en risiko, som progesteron er i stand til at mindske, fordi hormonet afskærer kræftsvulsterne fra at danne disse blodkar. (Du kan læse mere om Badwes forsøg på vores blog: www.hormonbalance. dk).

Patenter kommer før patienter
Opdagelsen af, at en sænkning af VEGF er effektivt i bekæmpelsen af kræft, er efterhånden velkendt blandt forskerne. Og progesteron er ikke ene om at kunne sænke et for højt niveau af VEGF uden bivirkninger. Den samme effekt ses ved en række fødevarer og krydderier, som for eksempel jordbær, vindruer, æbler, artiskokker, gurkemeje og hvidløg. Men medicinalindustrien interesserer sig ikke for noget af alt dette. De er i stedet gået i gang med at opfinde nye præparater, som målrettet går efter at sænke niveauet af VEGF. Det er for eksempel lægemidlet bevacizumab, der har bivirkninger som for højt blodtryk, blodpropper og øget tendens til indre blødninger. I kontrast til dette er det værd at minde om, at alle de nævnte virkninger, der er fundet med progesteron, ikke er ledsaget af nogen bivirkninger.
Hvorfor vælger man så at udvikle nye præparater og opfinde nye ”hormoner”, som alle har vist dokumenterede bivirkninger? Svaret er lige så indlysende, som det er tragisk. Det gør man, fordi udvikling af ny medicin sker på et frit marked, hvor der skal opnås et patent, hvis man skal have en tilstrækkelig indtjening. Og progesteron kan – ligesom jordbær og gurkemeje – ikke patenteres. Det er nemlig et naturligt stof, magen til kroppens eget progesteron. Det er for længst opfundet i forvejen – af kroppen selv. Derfor kan man ikke få patent på det.
At kun patenter giver den nødvendige indtjening er en indbygget svaghed i systemet, som betyder, at vi som borgere bliver udsat for en lang række bivirkninger, som vi ifølge den dokumenterede forskning kunne undgå. Det er en svaghed, som vi burde kræve, at der bliver sat ind overfor, for det er ikke i samfundets interesse, når medicinalindustrien sammen med det samlede danske sundhedsvæsen ignorerer forskningsresultater, der kunne give bedre kræftbehandling, udelukkende fordi det handler om et stof, der ikke kan patenteres. Det giver meget høje og unødvendige omkostninger for dem, der er berørt af det. I vores bog, ”Naturlig hormonterapi – du har et valg,” nævner vi en række tiltag, som kunne gennemføres her og nu, hvis vi som samfund ville tage ansvar for det. Patienter må kræve, at lægerne tager forskningen alvorligt, lægerne må efteruddannes i denne forskning. Politikerne bør støtte forskning i de stoffer, der ikke kan patenteres. For selv om denne forskning udføres af højt anerkendte forskere og offentliggøres i anerkendte tidsskrifter, så har den ikke de milliarder af kroner til markedsføring, som medicinalindustriens forskning har. Den har nul kroner til markedsføring. Og det er uden tvivl en af grundene til, at denne forskning er fuldstændig ukendt blandt danske læger.

Kilder: Se www.pubmed.com

Der er forskel på hormoner
Progesteron placeres i en gruppe af hormoner, der kaldes ”progestiner”, og har den videnskabelige betegnelse P4. Men der er en afgørende forskel på P4 og de andre progestiner: De sidstnævnte er fremmedstoffer for kroppen. Forskningen har vist, at disse fremmede progestiner har en lang række bivirkninger og blandt andet øger risikoen for kræft. Hvis din læge siger, at ”progesteron giver kræft”, er det fordi, han forveksler det med de andre progestiner. Det er ganske normalt i lægeverdenen, fordi man ikke får noget at vide om forskningen i progesteron på lægeuddannelsen. Læger kan også finde på at kalde de andre progestiner for ”progesteron”. For at undgå denne sammenblanding kan man blive nødt til at sætte ordet ”naturlig” eller ”bioidentisk” foran progesteron for at præcisere, at man mener P4 – det progesteron, som er identisk med kroppens eget progesteron.