Af Tidslerne

Tysk læge:
Kræft opstår efter akutte psykiske konflikter og svinder, når disse bearbejdes.

Et mord og dets følger
En dag i 1978 skete der i Rom et mord, som på en mærkelig måde skulle få betydning for forsøget på at løse kræftens gåde. En 18-årig ung mand ved navn Dirk blev, ved en fejltagelse, skudt ned på åben gade, og han døde kort efter i armene på sin far.

Denne var den tyske læge dr. RykeGeerd Hamer, som indtil da, sammen med sin kone, havde virket inden for den traditionelle medicin. Den tragiske begivenhed kom til at ændre Hamers arbejde radikalt.

Der skete det, at såvel han selv som hans kone fik kræft inden for det følgende år, og dette satte ham på sporet af en mulig årsagsmodel for udviklingen af kræft.

Hamer bearbejdede sit tab af sønnen og opdagede, at samtidig med, at han løste sin konflikt, stoppede kræftvæksten. Han undersøgte efterhånden 10.000 kræftpatienter og opbyggede således et vægtigt statistisk materiale vedrørende sammenhængen mellem psykiske konflikter og forskellige kræftformer.

Gennem sine egne patienter erfarede han, at i alle tilfælde, hvor den kræftfremkaldende konflikt blev løst, levede patienterne videre, mens de, hvor konflikten ikke blev løst, døde af kræften.

Hvordan udvikles kræft?
Hvad denne historie førte til, forklarer Per Betzonich-Wilken, som er en af de få herhjemme, der beskæftiger sig med Hamers arbejde. Han er dr. phil. og har beskæftiget sig med udviklingen af en psykoterapi på et filosofisk grundlag. Per arbejder ud fra Hamers principper med at helbrede kræft gennem psykoterapi.

Hamer fandt ud af, at de forskellige følelser har bestemte refleksområder i hjernen. Disse refleksområder står via nervebanerne i forbindelse med bestemte områder i vores krop.
En akut, voldsom og ubearbejdet psykisk konflikt bevirker, at det pågældende følelsescenter i hjernen simpelthen bryder sammen. Dette kan iagttages på en skanning af hjernen som dannelsen af, hvad Hamer kalder en ’herd’ (tysk = arnested).

Når dette sammenbrud er indtruffet, sker der det, at der via nervebanerne sendes fejlkoder til et bestemt sted i legemet – i et bestemt organ. Resultatet af dette er, at der opstår fejlbyggede celler, det vil sige kræftceller. Kræftceller er således ikke fremmede celler – det er kroppens egne celler, som er fejlbyggede.

Hamers arbejde har indtil videre resulteret i en kortlægning af, hvordan de 31 former for organkræft opstår. Han har fundet frem til, hvorledes en bestemt psykisk konflikt, som ikke løses, medfører dannelsen af en ’herd’ (et arnested) i den pågældende konflikts refleksområder i hjernen, samt hvordan dannelsen af ’herden’ resulterer i en kræftudvikling i det tilhørende organ.

Hamers teori giver endvidere en forklaring på, hvad grunden er til den springende spredning af kræften (metastaser), som ofte ses i et kræftforløb. Ifølge Hamer er der i hvert enkelt tilfælde tale om en ny tilstødende konflikt, blandt andet ofte dødsangst i forbindelse med kræftdiagnosen.

Det interessante er, at Hamer ud fra sit materiale bestående af 10.000 undersøgte patienter kan påvise en 100 procent overensstemmelse imellem tre faktorer: konflikt, ’herd’-placering og kræftform.

Hvad er konfliktolyse?
Konfliktolyse betyder konfliktanalyse, og det er denne psykoterapi, som Hamer anbefaler i forbindelse med et kræftforløb, uden at han dog kommer ind på en detaljeret beskrivelse af terapiformen.
Hamer vender sig kategorisk imod en ”recept-psykoterapi” i forbindelse med konfliktolysen. Dette muliggør en stor fleksibilitet, men man mener, at der er en mulighed for at systematisere en konfliktolyse mere, end Hamer har gjort det.

Der er tre aspekter, man må tage hensyn til:

• Den akutte psykiske konflikt – hvor sidder kræften? Hvilken konflikt er der tale om?
• Konfliktens forberedelsestid – hvilken livsform ligger til grund for konflikten?
• Klientens kræftbevidsthed – dødsangst og håb.

Det er principielt underordnet, hvilken psykoterapi man anvender – hovedsagen er, at de tre ovennævnte kategorier bliver behandlet.

Den kræftform, der i det konkrete tilfælde er tale om, og dens manifestationstid giver terapeuten en mulighed for at pejle sig ind på, hvor konfliktolysen skal starte, og hvilken grundkonflikt der er tale om.

Det er nødvendigt, at klienten ændrer livsform for at undgå, at der senere opstår en lignende krise/sygdom. Det er ikke et spørgsmål om at blive behandlet, men om at handle med. Klienterne må selv komme med bud på, hvordan de mener, at de kan forandre deres egen situation. Og for at det kan gennemføres, kræves der selvdisciplin.

Helingsfasen
Når den psykiske konflikt er løst, sker der på det fysiske plan først det, at hjernen ophører med at sende fejlkoder til det sted, hvor kræften sidder. Dette resulterer i et kræftstop.

Kemoterapi er ikke nogen acceptabel løsning, fordi den sætter kroppens egen regenerationsevne ud af spillet, og dermed kan den være livstruende. Kemoterapi er cellegifte, som gives ud fra opfattelsen af kræftcellerne som fremmede, giftige celler, hvilket de ikke er.

Et eksistentielt problem …
Når en konflikt manifesterer sig organisk, er det fordi de psykiske midler til at løse konflikten ikke har været til stede. Dette er ikke unaturligt, men helt på linje med vores instinktive reaktioner – som for eksempel at sorg udtrykker sig i gråd. Når vi undertrykker sådanne reaktioner, vil der opstå sygdom.

Her berører vi et af de grundlæggende problemer i den traditionelle, vestlige lægevidenskab, nemlig dens forhold til kriser. Disse ses almindeligvis som forværringer af sygdommen og imødegås derfor oftest med indgreb, hvis formål er at mindske eller eliminere krisens udtryk – altså symptombehandling.

For eksempel gøres i reglen alt for at dæmpe de smerter, som opstår i et sygdomsforløb. Sådanne indgreb forsinker eller forhindrer endog i mange tilfælde helbredelsesprocessen.

Denne holdning er jo ikke begrænset til vores krop. Det moderne, vestlige menneske omgiver i vidt omfang såvel fysisk som psykisk smerte med tabu. Vi vælger at se kriser som noget ubehageligt, som må undgås. Måske er kræft kroppens svar på netop en sådan forholden sig til smerte.

Vi må altså selv tage ansvaret for vores sygdomme og dermed for vores psykiske reaktioner. Det er ikke let i en kultur, hvor begreberne ansvar og skyld i den grad er blandet sammen.

… eller et samfundsproblem?
Kræft er sjælens sygdom, siger Hamer. Men den er måske også et udtryk for vores kulturs vigtigste dogme. ”Vækst er godt”. Vi kan iagttage en kræftagtig vækst indenfor blandt andet økonomi, statsapparatet, byudviklingen og forureningen for ikke at nævne oprustningen.

Det er højst tænkeligt, at kræft vil være en udbredt sygdom, så længe vores forhold til vækst er så ensidigt. Men Hamer og andre viser nye muligheder for helbredelse, og stadig flere mennesker vælger disse.

Litteratur
”Krebs – Krankheit der Seele” og ”VermächtniseinerneuenMedizin, Band 1”(1987) af dr. RykeGeerd Hamer.
”Konflikt og kræft” (1989) af Per Betznonich-Wilken. (Videreudvikling af Hamers arbejde og forsøg på systematisering af konfliktolysen).
”Ønsket om forandring – Om fællesskab og terapi” (1989) af Per B. W. Caslon.
”Det store chok” af Gunvor Juul, artikel om Hamers forskning i bladet Biomedica, jan 1989.

Artikel fra Nyt aspekt i forkortet version

(Artiklen bringes med tilladelse fra Landsforeningen til Forebyggelse af Kræft: Solbladet, maj 2016)