Af Inge Kellermann, inge@helsemail.dk

På årets konference i European Association of Urology i Milano blev resultaterne af helt nye opfølgningsdata fra det britiske ProtecT-studie om prostatakræft præsenteret. De nye data er netop udgivet i New England Journal of Medicine.

Konklusionen var, at der ikke er forskel på overlevelsen efter 15 år hos de mænd med prostatakræft, som regelmæssigt overvåges og de, der behandles med stråler eller operation. Det er godt nyt, for behandlingerne giver meget ubehagelige bivirkninger såsom besvær med at kontrollere vandladning (inkontinens), manglende eller stærkt nedsat evne til at få rejsning og dermed dårlig livskvalitet for mange prostatakræftpatienter.

Resultaterne viste, at omkring 97% af prostatakræft-patienterne levede 15 år efter diagnosen, uanset om de fik strålebehandling, fjernelse af prostata eller regelmæssig overvågning. I studiet var overlevelsesraterne ens på trods af, at flere mænd i gruppen, der blev aktivt overvåget, havde en progression og metastatisk sygdom. Det var en overraskende nyhed for de mange konferencedeltagere.

ProtecT-studiet løb fra 1999-2009 og delte ved lodtrækning i alt 1.643 mænd med lokaliseret prostatakræft til en gruppe med enten aktiv overvågning (545), fjernelse af prostata (553) eller strålebehandling (545). Forsøget blev foretaget blandt ni britiske centre og er det længst kørende studie af sin art, som har undersøgt de tre store nuværende behandlingsmuligheder for prostatacancer.

Oprindeligt blev alle dem, der blev rekrutteret til forsøget, diagnosticeret med lokaliseret cancer. Men efterfølgende data viste, at deltagerne i behandlingsgruppen havde højere grad og stadium af sygdommen, end man troede i begyndelsen. På trods af dette fund var dødeligheden stadig lav på tværs af behandlingsgrupperne. I studiet havde omkring en fjerdedel af mændene på overvågning ikke modtaget nogen invasiv behandling for deres kræft efter 15 år og var fortsat i live.

Det tidligere 10-års studie viste, at mænd, hvis kræft blev regelmæssigt overvåget, havde dobbelt så stor risiko for, at sygdommen udviklede sig eller fik metastaser end mænd i behandlingsgrupperne. Forskernes antagelse var derfor, at mænd med prostatakræft, der udelukkende blev overvåget i 15 år, ville vise sig at have en lavere overlevelsesgrad end dem, der blev behandlet. Studiet viste imidlertid, at det IKKE var tilfældet.

Kilde:
Overraskende langtidsdata: Overvågning har samme overlevelsesrater som behandling ved prostatakræft. Onkologisk Tidsskrift 29. marts 2023.