Hver kræftpatient har sin egen historie og skal vælge sin egen vej. Min historie startede med en frygtindgydende diagnose, men endte godt uden operation eller alvorlige senfølger. Jeg føler mig i dag ti år yngre og meget friskere, end før jeg blev syg. Stofskiftet fungerer fint igen, og jeg har ikke brug for medicin længere. Nu hvor min krop er fri for kroniske belastninger, har jeg fået meget mere livskvalitet. Jeg spiser ingen sukker og har fundet frem til en sund smoothie, som jeg drikker hver aften – ingredienserne varierer lidt, men der er altid hvidløg, ingefær og chili i!

En skræmmende diagnose I min journal er der noteret, at jeg i november 2016 havde en ”ondartet, aggressiv neuroendokrin tumor (NET) på cirka 10 x 10 centimeter” i mit venstre bryst. Lægerne meddelte, at den ”neuroendokrine” kræfttype er en sjælden kræfttype, og at det oven i købet er endnu mere sjældent, at den forekommer i brystet. Denne skræmmende og chokerende kræftdiagnose slog ind i min travle hverdag som en bombe. Hele mælkekirtlen var blevet til en stor, hård knude på størrelse med en stor clementin, og jeg ærgrede mig over, at jeg ikke havde mærket den noget tidligere. På kun få dage voksede tumoren med et par centimeter, indtil den var blevet til en slags plade med førnævnte mål. Jeg har aldrig i mit liv været så bange, og selvom der kun gik små to uger, inden jeg kom i behandling, føltes det som en evighed! Som 44-årig mor til tre med en i øvrigt sund livsstil var det store spørgsmål: Hvorfor?

Kemoterapi og tandlægebesøg

Jeg gik til lægen samme dag, jeg mærkede knuden, og kom hurtigt ind i et såkaldt kræftpakke-forløb på Rigshospitalet. I første omgang fik jeg tre gange kemoterapi med tre ugers mellemrum mellem hver behandling. Kemoen var enorm hård at komme igennem. Jeg fik nærmest alle de bivirkninger, man kan tænke sig, men behandlingen var i det mindste effektiv og fik knuden til at skrumpe. Derefter blev jeg henvist til kirurgerne, der rådede mig til at få fjernet mit bryst og en række lymfekirtler. På det tidspunkt havde jeg fået meget ondt i tænderne, eller rettere sagt i mine 30 år gamle sølv-amalgamfyldninger, som jeg har haft lige siden min teenagetid i Tyskland. Kemoen må have gjort et eller andet, der fik fyldningerne til at gøre ondt, så jeg fik pludselig meget travlt med at komme til tandlægen og få dem skiftet til plastik. Det viste sig, at to af dem var helt korroderede (hvilket kan sammenlignes med rust på en bil). Tandlægen sagde, at de sølvfyldninger, der blev fremstillet i starten af 80’erne, nogle steder i verden indeholdt cirka 50 gange så meget kviksølv som i årene før og efter.

Ny scanning og en død tand

Scanningen efter tredje kemorunde viste, ud over en skrumpet kræftknude, øget lymfeaktivitet i min næseryg, hvilket ifølge lægerne var tegn på en eller anden inflammation i mit hoved. Jeg var meget for undret, da jeg hverken var forkølet eller havde bihulebetændelse. Det eneste, jeg kunne komme i tanker om, var min gamle rodbehandlede tand, der åbenbart måtte være ved at ”koge over” med bakterier og giftstoffer. Det var ikke noget, jeg kunne mærke, da nerven var fjernet under rodbehandlingen, men faktisk opdagede jeg tydelige små brune pletter på tanden, som indikerede, at den simpelthen måtte være gået i forrådnelse. Desuden kunne jeg svagt mærke min puls i tandkødet rundt om tanden, uden at jeg havde ondt. Næste projekt var altså fjernelse af den rodbehandlede ”døde” tand, for hvem er tryg ved at have et ”lig i sit hus”?

Sved, håb og et svært valg

Inden jeg fik trukket den dårlige tand ud, gik jeg flere dage i et stort dilemma, da jeg allerede havde fået en tid hos kirurgerne, der var parate til at fjerne mit bryst. Jeg kunne mærke på mig selv, at jeg inderst inde ikke havde det godt med denne beslutning, da det et eller andet sted føltes forhastet og unaturligt for mig. Kemoen var effektiv, og sikkert lige så meget mine egne ernæringsmæssige tiltag, var tumoren skrumpet så meget ind, at jeg fik håb om, at den ville forsvinde helt. Jeg havde selv ønsket en ekstra mammografi-røntgenundersøgelse og med egne øjne set på skærmen, hvor lidt der var tilbage af den store tumor, og at der var masser af sundt væv, der hvor den havde været. Desuden var jeg nu blevet opmærksom på min dårlige tand, der ud over sølv-amalgamfyldningerne, åbenbart havde været endnu en kronisk belastning for min krop.
Efter nærmere eftertanke skulle jeg jo træffe et valg mellem en brystprotese og en tandprotese – tanken om en tandprotese var ikke spor skræmmende, da jeg gerne ville af med den bandit af en dårlig tand, der under alle omstændigheder ville blive ved med at være en potentiel belastning for min krop. Dagen inden planlægningsmødet med kirurgerne var jeg meget desperat og blev ved med at stille mig selv det ene spørgsmål: Har jeg virkelig fred med denne beslutning? Skæbnen ville, at jeg samme dag blev involveret i en mindre trafikulykke, hvor jeg kom til at køre en cyklist ned, der ud over et par skrammer heldigvis ikke kom til skade. Denne hændelse var selvfølgelig en ubehagelig forskrækkelse, men bortset fra det oplevede jeg den som svar på mit spørgsmål og bekræftelse på, at jeg ikke havde fred med den forestående operation. Jeg ringede til kirurgerne og sagde, at jeg ikke var klar til operationen, og at fjernelsen af brystet for mig ville være den allersidste udvej. Hos onkologerne blev jeg overtalt til tre gange kemo mere, hvilket fik tumoren til at skrumpe yderligere, til den til sidst var nede på en lille centimeter. Mellem behandlingerne havde jeg stor glæde af at gå i sauna og få svedt og renset ud i kroppen. Jeg tilbragte mange timer i sauna og har tabt 10 kilo på lidt over et halvt år. I de mange år, jeg gik rundt med sølvplomber i tænderne, havde jeg altid stofskifteproblemer, struma og for højt BMI. Det var nærmest umuligt at tabe sig, og jeg følte mig altid mere eller mindre træt.

Sidste etape på Rigshospitalet blev 28 strålebehandlinger fordelt over halvanden måned. Der var nu gået cirka et halvt år, siden jeg blev sygemeldt, og jeg begyndte så småt at vende tilbage på min arbejdsplads. Jeg startede med få timer om formiddagen og tog ind til strålebehandling på Rigshospitalet om eftermiddagen. Så nu var jeg på vej tilbage til den gamle hverdag, og efter et halvt års fravær var det rart at hilse på kollegerne igen og vide, at man var på vej tilbage til det ”rigtige liv”.

ALT SER FINT UD!

I august 2017, to måneder efter afsluttet strålebehandling, var jeg til min første kontrolscanning og resultatet lød: Alt ser fint ud, ingen kræft tilbage! Bortset fra noget prikken og stikken i min venstre lunge, som lå i strålefeltet, og ømhed i armhulen har jeg ingen følgeskader af sygdommen eller behandlingen. De nævnte gener er aftagende, og jeg satser på at de forsvinder helt med tiden. Jeg fortsætter med kontrolscanninger hver tredje måned foreløbig. Lægerne vil fortsat holde øje med mig i cirka fem år.

November 2017,
marts 2018,
juni 2018:
Alle kontrolscanninger viser, at alt er i orden.

Sygdomsforløbet

Hvad siger lægerne?
Ikke alle læger, jeg har talt med under og efter mit forløb (jeg havde syv forskellige), havde forståelse for, at jeg fravalgte operationen, og flere af dem kunne ikke umiddelbart se nogen sammenhæng mellem brystkræft og tændernes tilstand. Jeg havde trods alt en meget tilfredsstillende, afsluttende samtale med den onkolog, som havde ansvaret for min behandling. Hans konklusion var: ”Vi kan ikke skille tingene ad, det hele hænger sammen, og kroppen er en stor sammenhængende organisme.” Under et besøg hos en holistisk tandlæge fik jeg efterfølgende gode råd om afgiftning og fik desuden bekræftet, at tænderne ud over meget kraftige nervebaner også har meridianer (energibaner, også kendt fra akupunktur), der går ned igennem kroppen og er forbundet med forskellige organer/kropsområder.
I vores sundhedsvæsen kan man få indtrykket af, at læger og tandlæger ikke rigtigt har nogen fælles berøringsflade. Under mit behandlingsforløb var der i hvert fald ingen direkte kontakt mellem lægerne og tandlægen. Tandlægen spurgte ganske vist: Jamen hvad siger de inde på Rigshospitalet? Og på Rigshospitalet spurgte onkologerne: Jamen hvad siger tandlægen?
Da jeg fortalte min egen praktiserende læge om mit forløb, fortalte han, at flere af hans patienter havde gjort det samme som mig, nemlig fået skiftet deres gamle tandfyldninger og efterfølgende fået en bedre helbredstilstand.

Fra kakao og jordbærsmoothies til hvidløg, ingefær og chili
Med hensyn til den hurtigt voksende ”aggressive” tumor gik det senere op for mig, at jeg selv må have været med til at ”fodre” den, da jeg i tiden, inden jeg blev syg, havde fået for vane at drikke en stor jordbærsmoothie hver morgen i kantinen på mit arbejde. Jeg troede, jeg gjorde noget godt for mig selv, men fandt senere ud af, at der blandes flormelis i disse smoothies, da jordbærrene ikke giver sødme nok! Desuden drak jeg flere kopper kakao om dagen − i et tåbeligt forsøg på at droppe/erstatte kaffe. Kakaoen var endnu en sukkerbombe, så alt det sukker har simpelthen givet næring til tumoren, så den kunne vokse så hurtigt. Jeg fandt frem til en smoothie med sunde og udrensende ingredienser som for eksempel hvidløg, ingefær og chili.

Lymfekirtlerne
Mine lymfekirtler i begge armhuler arbejdede på højtryk i meget lang tid under behandlingen.
Kræften var i venstre side, og det var i venstre side, jeg havde flest sølvplomber i kindtænderne, men den fjernede, rodbehandlede tand havde været i højre side, og lymfekirtlernes smertefulde aktivitet føltes som et kæmpe ”oprydningsarbejde” i begge sider af kroppen. Om natten sov jeg med en varmedunk under hver arm, som lindrede smerterne. Jeg fandt frem til, at hvidløg faktisk var det, der hjalp allerbedst mod smerterne i lymfekirtlerne, så hvidløg blev til min egen daglige medicin. Efter afsluttet behandling faldt lymfekirtlerne fuldstændigt til ro, og jeg er glad for, at jeg ikke fik fjernet dem.

Det indre kompas
Det er en stor verden, man skal sætte sig ind i, når man får kræft, og man skal træffe mange valg i behandlingsforløbet, men jeg er utrolig taknemmelig for at have fået råd og hjælp fra venner og familie samt information fra forskellige kræftfora om ernæring og alle de ting, man selv kan gøre. Samtidig er der mange forskellige meninger om tingene, og i sidste ende gælder det om at finde og følge sit indre kompas.

Jeg må konkludere, at lægerne kan hjælpe med at bekæmpe selve kræften og stille al den behandling til rådighed, som en kræftpakke indeholder, men det er mindst lige så vigtigt at lytte til sin krop og sin sunde fornuft!
Der bliver snakket meget om de kræftfremkaldende ting, vi får ind i kroppen via miljøet, maden og andre faktorer, men efter min tandsanering har jeg tit tænkt: Hvad med de ting, der allerede er ”fast installeret” i vores krop og påvirker os 24 timer i døgnet? Nu har jeg oplevet på egen krop, hvor meget skade en dårlig tandtilstand kan forårsage, og hvor meget mit almene helbred er forbedret efter tandsaneringen. Jeg håber på at tandlæger og læger vil rykke tættere sammen i fremtiden, både med henblik på forskning og patientbehandling.

Af Annette Asante Jakobsen, annetteasantejakobsen@gmail.com
Bragt i Tidslerne 2018-2